Hæder til Præstens Lektie

Fra vores egen verden: Rasmus Birkerod modtager lørdag aften Kirke og Mediers hæderslegat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en både glad og stolt Rasmus Birkerod, der lørdag aften modtager prisen ved et arrangement på Fyn.

- Jeg har været overrasket over min egen glæde ved at være modtager af KLF’s hæderslegat. Den kom dybt indefra, hvilket formentlig skyldes, at jeg selv tror på programmet, og jeg synes, det er sjovt at lave.

Bag indstillingen af Rasmus Birkerod står flere faste seere af programmet Præstens Lektie, hvor to regionale præster diskuterer aktuelle begivenheder og den kommende søndags bibeltekst.

- I programmet forsøger jeg at gøre som præsterne i deres prædikener. De tager ofte udgangspunkt i folks hverdagsliv, og det er det, jeg gerne vil have i centrum. Samtidig skal der være rum for spontanitet og friskhed, så vi ikke ender i den gængse fortælling om, at kirkestof er kedeligt. Det er det langt fra, fortæller Rasmus Birkerod.

 

Passion is business

I KLF, Kirke & Medier er landsstyrelsesmedlem Bent Munch glad for, at hæderslegatet er tilfaldet Rasmus Birkerod. Han er selv bosat i TV Østs sendeområde og kender derfor til Præstens Lektie.

- Rasmus Birkerod tør gå ind på områder, som andre kan have berøringsangst overfor. Det er tydeligt, at Rasmus Birkerod vil noget med sine udsendelser. Han vil fortælle om livets værdier, og det passer rigtig godt ind i KLF’s arbejde med tro, etik og værdier, siger han.

For Rasmus Birkerod er Præstens Lektie skabt ud fra et livsmantra om, at ”passion is business.” 

- Mit arbejde skal være min passion, min interesse, og det er min tilgang til alt, hvad jeg laver. Det skal være sjovt. Personligt giver det god mening for mig at snakke om tro, spiritualitet og kristendom, og derfor var der også naturligt at lave et program som Præstens Lektie, forklarer han.

Landsstyrelsesmedlem Bent Munch håber, at tildelingen af hæderslegatet til netop Rasmus Birkerod, også kan inspirere andre medier til at beskæftige sig mere med tro- og etikstof.

- Præstens Lektie giver plads til ro og fordybelse, og fortæller samtidig noget om livets værdier. Det må meget gerne få en afsmittende virkning i resten af Danmark, siger han.

 


Nyhedsoverblik