Fyringer truer på regionens sygehuse

Region Sjællands budget er blevet overskredet på grund af en stor vikar-regning, og det kan betyde fyringer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er først en afklaring om nogle uger. Mangel på læger og sygeplejersker på Sjælland kan betyde, at regionen bliver nødt til at fyre personale på sygehusene i de sydlige dele af regionen.

En omfattende vikar-regning er nemlig en af hovedårsagerne til, at Region Sjælland forventer en budget-overskridelse på regionens sygehuse, oplyser Jens Andersen, der er administrerende direktør i Region Sjælland.

- Vi forventer en budget-overskridelse på vores sygehus 120 millioner kroner, og de penge skal hentes ind i 2010. Vi arbejder på at undgå fyringer, men det kan ikke udelukkes, siger han.

Budget-overskridelsen svarer til en procent af omsætningen på sygehusene, og det er især på de sydlige sygehuse som Nykøbing Falster, Nakskov og Næstved, at der er budgetproblemer, forklarer han.

- Et af problemerne er mangel på arbejdskraft, som giver os nogle ekstra omkostninger til vikarer og dyrere personalemæssige omkostninger i øvrigt, siger Jens Andersen.

Han vil dog ikke svare på, om pengene kan findes ved at nedlægge nogle af de ubesatte stillinger, og regner med, at der går nogle uger, før der er en afklaring.

/ritzau/


Nyhedsoverblik