¨

Frygter at måtte lukke: Byfester og markeder kan få kæmperegning

Det skaber irritation på Mørkøv Kræmmermarked, at reglerne for pladsfordelingsplanerne nu muligvis bliver lavet om. Foto: Alex Christensen

Nye regler for byggebranchen kan ramme markeder og byfester. Hvis reglerne træder i kraft, kan det blive dødsstødet for lokal byfest.

En ændring hos Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen skaber bekymring blandt de frivillige, der lægger kræfter i for at skabe oplevelser i deres lokalsamfund.

Fra nytår skal man nemlig hyre en ekstern rådgiver til at lave såkaldte pladsfordelingsplaner, og det kan blive dyrt for de frivillige arrangører. Så dyrt, at nogle frygter, at de slet ikke kan finde penge til det.

- Hvis vi lige pludselig skal til at bruge 50.000 eller 100.000 kroner på en ekstern rådgiver, som skal fortælle os det, vi allerede ved i forvejen, så virker det lidt skørt for mig, siger Frank Månsson, der er medarrangør af Haslev Festdage.

- Så tror jeg ikke, at vi vil fortsætte, medmindre der er nogen, der siger, det vil vi gerne betale for, siger Frank Månsson.  

Regler skulle gøre det nemmere

Som det ser ud nu, træder de nye regler i kraft fra 1. januar 2020. De er en del af det nye Bygningsreglement, som egentlig skulle gøre det lettere og mere ensartet at ansøge om byggeprojekter og på den måde lette opgaverne for byggebranchen.

Det har så vist sig, at det også har en betydning for mange af de frivillige byfester, spejderlejre og så videre

Kaare Dybvad Bek (S), boligminister.

- Det har så vist sig, at det også har en betydning for mange af de frivillige byfester, spejderlejre og så videre. Vi er ved at kigge på, hvordan vi kan sørge for, at det ikke rammer dem sådan, som det gør nu, siger boligminister Kaare Dybvad Bek (S) til TV2 ØST.

Ministeren har endnu ikke overblikket over, hvordan de nye regler vil ramme de frivillige arrangementer. Men det har ikke været intentionen, at de skulle rammes.

- De frivillige kræfter, de gode folk, som engagerer sig i byfester, spejderlejre og andre gode steder, skal vi stadig give en chance for at gøre det. Det arbejder jeg på, hvordan vi kan stykke sammen, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

VIDEO: TV2 ØST var med, da Haslev Festdage startede sidste år. Artiklen fortsætter efter videoen.

02:40

Den 10. udgave af Haslev Festdage starter fredag. Vi er med direkte på festivallen.

Luk video

Frivillig: - Vi har selv kunnet klare det i rigtig mange år

Hos Mørkøv Kræmmermarked er man træt af, at reglerne muligvis bliver lavet om.

- Det er bare irriterende, at vi skal have fat i en brandinspektør, som skal indsende ansøgningen for os. Det er noget, som vi selv har kunnet klare i rigtig mange år, siger Tom Pedersen, der er næstformand i Mørkøv Handels-, Håndværker- og Borgerforening, som står bag kræmmermarkedet.

Han er dog ikke bekymret for, at de nye regler vil betyde en afvikling af kræmmermarkedet.

- Vi skal nok kunne klare det, i og med at vi er et halvstort marked. Vi har over 300 kræmmere, men for sådan nogle små samfund, som holder en lille byfest, der går det hårdt ud over dem, siger han.

Det er ikke alle arrangører af fester og markeder i Region Sjælland, der er bekymrede for at få nyeregler på området.

Hos Kalundborg Rocker kommer det sig ikke så nøje, om reglerne bliver ændret eller ej, for her har man allerede en ekstern rådgiver til at stå for at lave en pladsfordelingsplan.

- I de fem år, jeg har haft med Kalundborg Rocker at gøre, der har vi altid brugt et eksternt firma, som har hjulpet os med at udarbejde diverse sikkerhedsplaner og pladsfordelingsplaner, og vi er fuldstændigt fortrøstningsfulde i forhold til, at det firma er helt oppe på beatet omkring de sidste nye regler, siger Morten Brændholt, der er sikkerhedsansvarlig i styregruppen for Kalundborg Rocker.

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App