Fortrolige papirer flyder på lukket skole

Masser af papirer lå tilbage, da Fladså Privatskole gik konkurs. Nu vil politiet rydde skolen for de fortrolige sagsakter

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Døre og vinduer står åbne. Det er snart et år siden Fladså Privatskole gik konkurs, og inventar er smadret. Kopimaskinen og det gamle el-orgel er smadret og døre, vinduer og spejle er knust, skriver Sjællandske.

En borger, Vagn Ibsen, har selv en søn, der har gået på skolen. Han bor i nærheden og hans kone mødte forleden et venindepar, som kom ud fra skolen. De havde et stykke papir i hånden, som de smed på gaden.

Det var sådan han fandt ud af, at der ligger personlige papirer fra skolens elever og flyder på gulvet i et af lokalerne, siger han til avisen.

- Det er jo fortrolige oplysninger med bl.a. cpr-numre. Det hele er spredt ud på gulvet - jeg ved ikke om man skal melde det til politiet, siger Vagn Ibsen.

Den tidligere formand for bestyrelsen i Fladså Privatskole, Charlotte Ubbesen, ved godt, at der blev efterladt data fra eleverne på skolen

- Vi talte meget om, hvor meget vi skulle lade blive. Oplysinger om de elever, som gik på skolen på daværende tidspunkt, blev liggende af hensyn til konkursboet. I princippet skulle vi lade alt ligge og aflevere alle nøglerne, siger hun.

Torsdag eftermiddag blev Charlotte Ubbesen ringet op af vagthavende hos politiet i Næstved.

- Politiet siger, at mit navn og billede er fundet på skolen. Det passer simpelthen ikke. Jeg har kontaktet advokaten, og nu bliver der styr på det, siger Charlotte Ubbesen, som finder det uretfærdigt, at hun igen skal rodes ind i endnu en sag om den konkursramte skole.

Det er advokatfirmaet Ole Madsen, der har stået for konkursboet, som blev afsluttet 10. marts 2009.- Normalt sikrer man det, der har værdi, og så er det op til ejeren at rydde op. Men vi kan naturligvis ikke have sådanne papirer liggende. Politiet sørger nu for, at papirerne bliver makuleret, og så sender de regningen til konkursboet, siger Ole Madsen til Sjællandske.


Nyhedsoverblik