Forsinkede fartfælder koster liv

Det er til fare for trafikken og koster direkte liv. Rådet for Større Trafiksikkerhed langer hårdt ud efter forsinkede fartfælder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mange trafikdrab kunne være undgået, hvis politikerne for længst havde gjort som alle andre lande i Europa og indført fast fartkontrol i trafikken og opsat de såkaldte stærekasser også kaldet fartfælder.
 
Det vurderer både trafikforskere, sikkerhedseksperter og Rådet for Sikker Trafiksikkerhed skriver Morgenavisen
Jyllands-Posten.

Sidste år gennemførte man i Danmark et forsøg med 10 stærekasser på Sjælland for at teste det, som alle andre lande
har brugt i snart 20 år, og som for længst har dokumenteret sin effekt på antallet af dræbte og tilskadekomne. I Frankrig faldt antallet af trafikdræbte med 43 procent - fra godt 8000 til godt 4000, da man for otte år siden indførte den automatiske trafikkontrol.
 
Lige nu er man i Danmark ved at evaluere sidste års forsøg, men evalueringen er forsinket, så den nu først kommer til
september, selv om den var blevet lovet klar inden sommerferien.
 
- Jeg forstår ikke, hvorfor det kan tage så lang tid. Det tyder på, at politikerne i virkeligheden slet ikke er
interesserede i at indføre en ordentlig trafikkontrol, mener trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet.