Forbereder sig på stormen

Der er blevet arbejdet på højtryk før stormen i landsdelen i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er blevet arbejdet hårdt flere steder i landsdelen i dag. For der er risiko for vindstød af orkanstyrke, når en ny storm rammer regionen torsdag. Derfor forbereder man sig på det værste.

Blandt andre har Beredskabsstyrelsen i Næstved susende travlt. De skal pakke biler, udstyr og ikke mindst være forberedt på ethvert storm-scenarie.

-       Jamen vi gør klar til alt, hvad vi tænker, vi kan få brug for under sådan en storm, fortæller holdleder i Beredskabsstyrelsen Amalie Sjøgren.

Der er nemlig masser af forskellige opgaver på en dag, hvor det kommer til at blæse med orkanstyrke.

-       Det kan være træer, der er væltet ned på vejen eller huse, der får skader, siger Peter Wehler, der er beredskabschef i Næstved.

Alt disponibelt mandskab er kaldt ind til noget af en vagt, der begynder torsdag. Og over 80 mand er klar til at hjælpe. Beredskabschefen opfordrer dog også til selv at gøre en indsats, inden det hele går løs.

-       Hvad har man af ting, der kan blæse rundt, få det tjekket og hvis der er træer, der er skadet fra sidst, så få dem skåret ned, så det ikke går galt, siger Peter Wehler.

Dagen igennem har de civile også forsøgt at forberede sig på stormen. Blandt andet på havnen i Præstø, hvor Finn Wedendahl har sin 45 fod lange sejlbåd.

-       Jeg har jo den sidste orkan i frisk erindring og så må vi prøve at gøre noget, så vi undgår skader, fortæller han.

Også i Vordingborg gør Brita Poulsen klar i sit hus.

-       Fjerner alle de ting, der kan flytte sig. og så sørger jeg for at lukke alle døre og vinduer, sådan så vinden ikke får rigtigt fat, siger hun. 


Nyhedsoverblik