Forårsluft på vej mod Danmark

Fredag bliver det op til otte grader, og nattefrosten er på retur. Men solen bliver en sjælden gæst denne uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens nordjyderne vågner op til en smuk mandag morgen med svag vind og sol over landsdelen, så står resten af landet op til en grå begyndelse på ugen med et tungt skydække og uden kig til solen. I de sydlige egne suppleret med regn. 

Ugen bliver fattig på solskin, men temperaturerne begynder at snige sig op frem mod den første weekend i februar - den sidste vintermåned i denne omgang. 

- Luften bliver mildere, men ellers bliver vejret primært gråt, trist og ustadigt, siger Mette Wagner fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Dagtemperaturer svinger

Overordnet vil dagtemperaturerne svinge mellem frysepunktet og otte graders varme de næste fem dage. 

- Og der kommer næsten ingen nattefrost, siger Mette Wagner. 

- Vi er kommet ind i et bælte med en del fronter fra vest og sydvest, som bringer ustadig luft med sig i denne uge. Vi har tidligere denne vinter haft lignende perioder med mildt vejr, men uden at det gav bragende flot vejr med fin blå himmel. Luften har derimod været diset, siger hun. 

Tirsdag bliver det hovedsageligt tørt med mulighed for "en smule sol" i de nordlige og østlige egne. 

Vinden gør ikke meget væsen sig. Derfor kan de forventede fire graders varme komme til at opleves ganske behagelig årstiden taget i betragtning. 

Måske sol i weekenden

Onsdag holder både regn og solstrejf sig på afstand. Natten til torsdag vil regnbyger sandsynligvis trække ind vestfra. 

- Torsdagen bliver mest skyet med forbigående regn, siger Mette Wagner. 

Fredag forventer hun, at solen i løbet af dagen presser sig igennem skydækket i de sydlige egne. 

- Hvor langt op i landet opklaringen vil strække sig, er det endnu for tidligt at sige noget om. 

Dagtemperaturerne vil fredag løfte sig mod otte grader, og skyerne ventes kun at kaste få dråber af sig. 


Nyhedsoverblik