Forældres druk skal frem i lyset

Stevns, Faxe og Køge kommuner er udtaget til det tre-årige projekt »Alkoholforebyggelse i kommunen« under Sundhedsstyrelsen, hvor målet er finde nye veje i kampen med familiers problemer med alkohol.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det vrimler med børn, der vokser op i familier med alkoholmisbrug, og nu skal der gøres noget for at vende udviklingen i det østlige Sjælland, skriver DAGBLADET Køge.

Stevns, Faxe og Køge kommuner er udtaget til det tre-årige projekt »Alkoholforebyggelse i kommunen« under Sundhedsstyrelsen, hvor målet er finde nye veje i kampen med familiers problemer med alkohol.

- Selve projektet skal sikre sammenhæng på tværs af afdelinger og faggrupper i kommunerne. Det handler om at gøre problemerne synlige og finde ud af, hvordan man kan støtte hinanden op i indsatsen. Børnehavelederen skal eksempelvis også vide, hvilke muligheder der er for forebyggelse og behandling, hvis det er børnehavelederen, der støder ind i problemerne, fortæller Louise Nordgaard, der er leder af det tværkommunale projekt, der vil munde ud i en række indsatsplaner.

Louise Nordgaard forklarer, at det i høj grad handler om at få taget hul på et tabu om en uheldig kultur. Den uheldige kultur understreges af tal fra Sundhedsstyrelsen, som viser, at på landsplan har 60.000 børn mindst en forældre, der har været indlagt med en alkoholrelateret diagnose. Det giver barnet en uforudsigelig hverdag, der ofte er præget af ensomhed, fordi barnet ikke ved, hvordan problemet skal løses.

En uvidenskabelig omregning viser, at cirka 390 børn i Faxe Kommune, 240 børn på Stevns og 620 i Køge står i den situation.

- Køge er en by med et aktivt natteliv, men der er intet, der tyder på, at man drikker mere eller mindre i Køge end på landsplan, og det samme gælder i Stevns og Faxe Kommuner. Men faktum er, at de unge begynder at drikke tidligt, og de får det et eller andet sted fra, siger Louise Nordgaard med henvisning til, at unge i Danmark har europarekord i debutalder og forbrug, når det handler om alkohol.

Specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Kit Broholm, peger på, at alkoholproblemer er yderst belastende for børnene. 

- Konsekvenserne på kort og lang sigt er så alvorlige, at professionelle er nødt til systematisk at spørge til forældres alkoholvaner, hvis de oplever børn, der ikke trives. Og omvendt skal børns trivsel undersøges, når man har en formodning om et alkoholproblem hos forældre, siger Kit Broholm.

/ritzau/


Nyhedsoverblik