Forældrebilister er farlige for skolebørn

Antallet af forældre, der kører deres børn i skole, er fordoblet på ti år. Forældrene er så hensynsløse i skoletrafikken, at de udgør en trussel for børnene, lyder det fra Rådet for Større Færdselssikkerhed. Det erfarer Berlingske Tidende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sikker skolestart:

Rådet for Større Færdselssikkerhed har samlet nogle gode råd til, hvordan du får en sikker skolestart for dine børn. Se de gode råd her:
Skolestart 2009

I et forsøg på at få egne børn sikkert i skole, udgør forældrebilister en trussel for de øvrige skolebørn. Det stærkt stigende antal forældre, der kører deres børn i skole er nemlig ofte hensynsløse trafikanter, der udgør en særlig fare for cyklende og gående skolebørn:

- Forældrebilister tager ofte ikke de store hensyn til gående og cyklende skolebørn. De skal bare have afleveret deres eget barn sikkert, siger projektleder i Rådet for Større Færdselssikkerhed Katrine Formann Røjel.

Problemet øges af, at antallet af forældre, der kører børnene i skole i bil er nærmest eksploderet de seneste ti år.

- I dag er der cirka 50 procent flere forældre, der kører deres børn i skole, end der var for bare ti år siden, siger Katrine Formann Røjel. Det skriver Berlingske Tidende.

64.000 nye trafikanter
I dag vil en hær af nye skolebørn myldre ud i trafikken og ind på skolerne. Helt præcist drejer det sig om 64.000 bløde trafikanter, der har debut på skolevejene i morgen tidlig.

Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed lancerer man i den forbindelse skolestartskampagnen "Pas på de små i trafikken". Kampagnen, der er blevet til i samarbejde med landets kommuner, de regionale færdselssikkerhedsudvalg og politiet, kører fra i dag og fem uger frem. Den har til formål at forebygge uheld på de danske skoleveje, og også her er forældrenes kørsel af børnene i fokus:

- Forældre, der kører deres børn hele vejen til skolen, tager ikke ansvar for børnenes trafikopdragelse. Man kan ikke lære at blive en god trafikant ved at sidde på bagsædet af en bil. Børnene skal simpelthen lære at gebærde sig i trafikken, og det er forældrene, der skal lære dem det, siger Katrine Formann Røjel.

Et langt sejt træk
Børn skal ansvarliggøres Når Rådet for Større Færdselssikkerhed laver skolestartskampagne, er det ikke fordi, skolevejene de sidste år er blevet mere blodige. Men da både børn og forældre er motiverede ved skolestart, vil man benytte muligheden for at skabe et trygt trafikmiljø omkring skolerne:

- Der sker forholdsvis få ulykker ved de danske skoleveje. Men det er en forebyggelse, der er et langt, sejt træk. Det er nu, vi skal gøre børnene til ansvarsfulde trafikanter, siger Katrine Formann Røjel. Det skriver Berlingske Tidende.


Nyhedsoverblik