Forældre advarer mod rangering af skoler

Organisationen Skole og Forældre er stærkt skeptiske over undervisningsministerens idé om at rangordne skoler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Undervisningsminister Troels Lund Poulsens (V) idé om at rangordnes samtlige landets 1600 folke-, fri- og privatskolers korrigeret for elevernes sociale baggrund møder modstand hos forældreorganisationen Skole og Forældre.

- De vil selvfølgelig forsøge at give et mere retfærdigt billede, men det er jo ikke ligefrem videnskabeligt. Der bliver jo lagt en subjektiv vurdering ind over, siger næstformand i foreningen Jens Darket og fortsætter:

- Vi er bekymrede for, hvad de vil opnå. Vil de slå nogen oven i hovedet, eller skal der være en gulerod?

Han peger på, at ranglisterne kan blive forskellige alt efter, hvordan Undervisningsministeriet vælger at korrigere for den sociale baggrund.

Det har man ifølge ham blandt andet set i lignende ranglister fra den liberale tænketank Cepos og Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, Krevi.

- Vi synes, at det ville være mere spændende, hvis vi kan finde ud af, hvad der skal til for at give eleverne god undervisning. Og det kan ikke afleveres på en rangliste, siger Jens Darket.

Socialdemokraterne har længe kæmpet mod offentliggørelse af elevernes karaktergennemsnit.

- Skoler er i årevis blevet hængt ud som dårlige skoler af regeringen på trods af, at de var fremragende til at løfte elevernes faglighed, siger partiets uddannelsesordfører Christine Antorini.

- Derfor giver social korrektion af elevernes karakterer et mere retvisende billede af skolernes evne til at lære elever fra meget forskellige hjem mest muligt.

Alligevel er hun modstander af regeringens idé.

- Skolepolitik handler ikke om at udstille elever og skoler, men om at gøre en indsats, så alle lærer mere, siger Christine Antorini.

/ritzau


Nyhedsoverblik