Flygtninge strømmer videre på gratis-tog til Sverige

Stor aktivitet på Københavns Hovedbanegård, hvor frivillige danskere står klar med hjælp.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flygtninge og migranter strømmer lige nu til København og videre mod Sverige på gratis togrejser.

Det fortæller Anette Haugaard, underdirektør i DSB, til Avisen.dk.

- Det er en helt ekstra ordinær situation, og vi har fået orienteringer om, at der kan være rigtig mange på vej mod København, og derfor har vi i den her særlige situation bedt personalet om at udvise konduite på de her strækninger til København, siger Anette Haugaard.

Betyder det, at hvis en kontrollør oplever, at en person, der kunne ligne en flygtning eller migrant, ikke har billet, så lader man personen rejse videre uden at få bøde?

- Vi har bedt vores personale om at udvise konduite i den her særlige situation. Og der er mulighed for at dispensere i forhold til vores normale billetteringskoncept, siger hun til Avisen.dk.

Mange flygtninge og migranter er ankommet til Københavns Hovedbanegård, hvor Ritzaus udsendte har mødt en del af de mennesker, der har forladt Sydsjælland og Sønderjylland tidligere på dagen efter at have været tilbageholdt af politiet.

På hovedbanegården er der også mødt masser af frivillige op, der har taget ting med til den sidste del af de rejsendes tur:

- Jeg kan fortælle, der også er mange frivillige herude, der deler madpakker, bleer og drikke ud til folk, ligesom de forsøger at hjælpe dem ind i de rigtige tog, siger Ritzaus udsendte.

De omkring 100 frivillige videreformidler også, at togturen er gratis til de mange flygtninge og migranter, der har været undervejs længe.

- Jeg synes ikke, at jeg kan gøre andet end at hjælpe i sådan en ekstraordinær humanitær situation, fortæller Mikkel Blaabjerg, der er en af de frivillige, der koordinerer uddelingen af blandt andet tøj og legetøj i ankomsthallen.

Torsdag har politiet givet frit lejde for flygtninge, der ikke ønsker at søge asyl i Danmark og vil rejse videre til blandt andet Sverige.

Politiet har ladet flygtninge fra Padborg og Rødbyhavn rejse videre efter at have tilbageholdt over 500 flygtninge siden søndag.

/ritzau/


Nyhedsoverblik