Flertal for øget grænsekontrol

Der er flertal for Dansk Folkepartis forslag om øget grænsekontrol, da kristendemokraten Per Ørum støtter op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er lykkedes for Dansk Folkeparti og regeringen at samle et flertal for at øge grænsekontrollen ved de danske grænser.

Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen siger til Ritzau, at han vil støtte forslaget.

- Jeg har fået præsenteret forslaget, og det ser fornuftigt og afbalanceret ud. Det vil være effektfuldt i forhold til narko og menneskehandel og østeuropæiske bander, siger han.

Han fortæller, at der senere onsdag skal holdes møder om forslaget, som han regner med at deltage i.

- Jeg regner med, at det bliver forhandlet på plads i eftermiddag, siger Per Ørum Jørgensen.

Dansk Folkeparti har ifølge Ritzaus oplysninger krævet, at en aftale om genindførelsen af grænsekontrollen skulle falde på plads, før partiet kan underskrive en aftale om tilbagetrækningsreformen i 2020-forhandlingerne.

Som en del af grænsekontrollen ønsker Dansk Folkeparti endda en kontrol af udrejsende. En såkaldt anti-indbrudsenhed, der skal forhindre for eksempel østeuropæiske bander i at køre ud af Danmark med fyldte varevogne med tyvekoster.

Der er endnu intet præcist om, hvad aftalen indeholder.

/ritzau/


Nyhedsoverblik