Det har været sjovere at være campingpladsejer i regionen denne sommer, hvis man sammenligner med sidste år. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der har været mere end 238.000 overnatninger på campingpladserne i Region Sjælland bare i juni måned. Det er næsten 40.000 flere end sidste år.
Men ikke kun på campingpladserne står det godt til. Også sjællandske hoteller og feriecentre har haft mere travlt i juni 2011. På hoteller og feriecentre i Region Sjælland har der været ca. 120.000 overnatninger i perioden. Det er mere end 10.000 flere end juni sidste år.