Flere mangelfulde brystundersøgelser – ikke kun et problem i Region Sjælland

Det er ikke kun på Ringsted Sygehus undersøgelserne for brystkræft har været mangelfulde, også kvinder på Fyn og i Jylland fik mangelfulde kræfttjek.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Både i Region Midtjylland og Region Syddanmark har man undersøgt kvinder i strid med retningslinjer.

Op mod 2000 kvinder i Region Midtjylland og Region Syddanmark har i årevis ikke fået de undersøgelser for brystkræft, som de havde krav på, skriver Jyllands-Posten.

Dermed vokser sagen om mangelfulde brystkræftundersøgelser begrundet med ressourcemangel. Tidligere har den været isoleret til Region Sjælland og Ringsted Sygehus.

Problemer i Aarhus og på Fyn

Men heller ikke Aarhus Universitetshospital (AUH) og Odense Universitetshospital (OUH) har fulgt retningslinjerne, skriver Jyllands-Posten.

På Aarhus Universitetshospital er det gået ud over kræftopererede kvinder under 50 år og kvinder, som er arveligt disponeret for brystkræft.

Begge grupper skal ifølge de nationale retningslinjer jævnligt undersøges med både røntgen og ultralyd samt af en læge.

Ellen Trane Nørby
Læs også
Sundhedsminister:
Region Sjælland bærer det fulde ansvar for skandalesag
Ellen Trane Nørby
Læs også
Sundhedsminister:
Region Sjælland bærer det fulde ansvar for skandalesag

Men i 2016 og 2017 - og måske endda siden 2011 - er flere hundrede kvinder alene blevet tilbudt en røntgenundersøgelse.

Mangel på ressourcer

På Odense Universitetshospital er 299 kvinder under 50 år, som er arveligt disponeret for brystkræft, i over fire år undersøgt alene med røntgen, skriver Jyllands-Posten.

Det har man gjort "af ressourcemæssige årsager", fremgår det af et mødereferat fra Dansk Forening for Radiologisk Mammadiagnostik i april 2017, hvor personer fra Region Midtjylland og Region Syddanmark var til stede.

Også 1049 kvinder med smerter i brysterne er undersøgt i strid med retningslinjerne, fastslår Styrelsen for Patientsikkerhed.

Skal have nye undersøgelser

Odense Universitetshospital vil nu følge en henstilling fra styrelsen og genindkalde kvinder til nye og fuldstændige undersøgelser.

De 299, som er arveligt disponeret for brystkræft, vil blive tilbudt en fuld klinisk mammografi ved næste årlige undersøgelse, skriver Odense Universitetshospital i en pressemeddelelse.

quote Det er et svigt og uacceptabelt, at regionerne ikke giver kvinder den behandling, de har krav på

Ellen Trane Nørby (V), sundhedsminister.

Og ud af i alt 911 mangelfuldt undersøgte kvinder med smerter i brystet vil en udvalgt gruppe blive indkaldt til mammografi.

I meddelelsen understreges det også, at patienter med decideret kræftmistanke har fået en "større undersøgelse" - en såkaldt klinisk mammografi.

Til Jyllands-Posten siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V):

- Det er et svigt og uacceptabelt, at regionerne ikke giver kvinder den behandling, de har krav på, siger hun til avisen.

Meget kritisabel sag

Hos interesseorganisationen Kræftens Bekæmpelse mener man, at sagen er meget kritisabel.

- En statslig myndighed bør undersøge det her. Nu har vi en veldokumenteret situation i Ringsted og åbenbart også situationer i andre regioner med problemer, siger administrerende direktør Jesper Fisker til Ritzau.

- En myndighed må vurdere, om retningslinjerne bliver overholdt alle steder. Det her drejer sig om at få genoprettet tilliden til sundhedsvæsnet på det her område.

Antallet af brystkræftramte kvinder, som kan have fået en mangelfuld undersøgelse på Ringsted Sygehus, er foreløbig 304.


Nyhedsoverblik