Flere indsatte i fængsler uddanner sig

De indsatter læser og bliver klogere, når de sidder inde og kan på den måde kvitte kriminaliteten, når de bliver løsladt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Væk med kriminalitet og ind med uddannelse.

Stadig flere indsatte i fængslerne uddanner sig for at kunne kvitte kriminaliteten, når de bliver løsladt. Uddannelse og job er nemlig vejen væk fra en kriminel løbebane, fortæller DR Sjælland.

I det åbne statsfængsel i Jyderup kan de indsatte for eksempel både uddanne sig inden for smedefaget, anlægsgartnerfaget og gastronomi.

Ifølge Kriminalforsorgen er dobbelt så mange indsatte på landsplan begyndt på en erhvervsfagliguddannelse de seneste tre år. Det ruster dem betydelig bedre, siger chefkonsulent i kriminalforsorgen, Morten Bruun Petersen.

- I fængslerne har vi mulighed for at gå ind og klæde dem bedre på i forhold til, hvordan det var, inden de kom ind. De får en større chance for at fortsætte uddannelse og en større chance for at få beskæftigelse, hvis de er bedre klædt på.

- Det handler i bund og grund om at sikre, at de kommer bedre ud, end de kommer ind, siger Morten Bruun Petersen til DR Sjælland.

Man kan ikke direkte sige noget om effekten af uddannelse i forhold til, hvor mange, der vender tilbage til kriminalitet.

- Men det vi kan se er, at der er en stor sammenhæng mellem hvem, der vælger at begå kriminalitet, og hvordan det ser ud i forhold til deres forsørgelsesgrundlag. Hvis man er i beskæftigelse, så er man mindre udsat for at falde tilbage i kriminalitet, siger Morten Bruun Petersen .

Uddannelse stopper kriminaliteten 
Af de løsladte i 2011 har næsten fire ud af ti begået ny kriminalitet. Det faktum kan uddannelse altså ændre på, siger Morten Bruun Petersen.

Jonas, der af hensyn til sin fremtid ønsker at være anonym, blev for kort tid siden løsladt fra Jyderup Statsfængsel, hvor han tog grundforløbet som smed. Nu har den tidligere kriminelle både læreplads og eksamen med ti- og tolv-taller.

- Det er ikke lige det, man regner med, når man kommer ind og sidde - og så pludselig komme ud halvvejs igennem en uddannelse med gode udtalelser og gode papirer, siger Jonas, der føler, han har fået et hjælpemiddel til at komme ud af kriminalitet og videre i livet.

- Der var en stor risiko for, at hvis jeg ikke havde noget fornuftigt at tage mig til, så kunne jeg sidde og lave de samme dumme ting, som jeg gjorde før i tiden. Nu har jeg har noget, jeg rent faktisk er dygtig til.

- Jeg har fået en masse selvtillid og elsker at prale med, at det her, det er noget, jeg kan, siger Jonas til DR Sjælland.

Stadigt flere virksomheder åbner da også dørene for tidligere indsatte, der vil tage en faglig uddannelse. Ifølge projektet HighFive, der sørger for at få de unge - og altså også indsatte - ud på arbejdsmarkedet, går det rigtig godt.

Én af de virksomheder, som tager imod unge med en plettet straffeattest, er Bevola i Ringsted.

- Hvis de kommer med en overbevisning og en dokumentation for, at her er en person, der er i stand til at gøre en forskel på arbejdsmarkedet igen, så kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle nægte det, siger administrerende direktør Tommy Horn til DR Sjælland.


Nyhedsoverblik