Flere efterskoleelever er på neurocenter

De elever, der blev holdt i kunstig koma, har alle fået tilbud om at blive genoptrænet på Hammel Neurocenter. Flere elever er overflyttet til centret i østjylland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et tværfagligt team af læger, talepædagoger og psykologer med flere er sat af til at bringe de 7 elever fra Præstø-ulykken bedst muligt tilbage til livet.

Regionshospitalet Hammel Neurocenter har 85 sengepladser og er specialister i iltmangelskader, som dem alle de syv unge har pådraget sig. Flere er allerede overført til Hammel Neurocenter, og det er en stor fordel at få alle eleverne samlet der, siger ledende overlæge Merete Stubkjær Christensen

-  Det er meget værdifuldt at samle dem her, både af hensyn til forældrene, som kan støtte hinanden, hvis de har lyst til at være sammen, og ikke mindst fagligt er det en stor fordel at samle al hjælp og ekspertise et sted, siger hun.

Den næste tid skal de unge tjekkes på alle tænkelige måder, og der venter både forskellige scanninger, test af reflekser og organer, samt mentale test af, hvordan hjernen og talen fungerer.

Selvom eleverne alle har været ude for samme kuldepåvirkning og iltmangel, kan der dog være stor forskel i deres skader, siger Merete Stubkjær Christensen.

- Nogle kan slippe helt uden mén, eller med nogle små forskelle, de kun selv kan mærke. De har heldigvis de bedste kort på hånden, netop fordi de har været så nedkølede, at kroppen har sparet på den smule ilt, de har haft, og så er de unge og friske, og det hjælper i den her situation, siger hun.

 


Nyhedsoverblik