Finanslov sikrer redningskrans til torskefiskere i Østersøen

Torskefiskerne i Østersøen kan se frem til en økonomisk kompensation for de lavere torskekvoter i 2017.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torskekvoterne i Østersøen blev i oktober beskåret drastisk for næste år, og det frygtede flere fiskere ville betyde, at de helt måtte opgive erhvervet.

Men med finanslovaftalen, som Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i dag har indgået er der en økonomisk redningskrans på vej.

Parterne er nemlig blevet enige om en et-årig kompensationsordning på 24 millioner kroner til de fiskere, der bliver hårdest ramt af de nedsatte torskekvoter. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er tilfreds med, at der nu bliver afsat 24 mio. kroner på Finansloven, som skal gå til en ordning for de fiskere, som lider et særligt stort tab næste år, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Skal holde hånden under fiskere

Fordelingen af de 24 millioner kroner skal aftales gennem en dialog med fiskeriets organisationer, men ifølge ministeriet er midlerne målrettet aktive torskefiskere.

- Det vil være meget trist, hvis en lang række mindre fartøjer må dreje nøglen om, fordi kvoterne bliver strammet næste år. Denne redningskrans vil forhåbentlig være med til at holde hånden under erhvervet, siger Esben Lunde Larsen.

Ministeren havde ellers kæmpet for bedre fiskekvoter, men det lykkedes ikke at få stemt igennem.

- Når situationen er, som den er, så er det fornuftigt med en kompensationsordning.

Ikke alle 24 millioner kroner går til fiskeriet. En mindre del bliver brugt på administration af ordningen hos NaturErhvervsstyrelsen.


Nyhedsoverblik