Faren skal fortælle om misbrug af datter

I Esbjergsagen skal faren, der blandt andet har boet på Lolland, torsdag fortælle om anklagen for groft sexmisbrug af sin mindreårige datter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De mest uhyggelige og grove overgreb mod små børn i Esbjergsagen bliver fremlagt torsdag i retten.

Den 40-årige familiefar og tiltalte for misbrug af 10 børn gennem 23 år bliver igen præsenteret for særdeles alvorlige anklager om sexmisbrug.

Nu drejer det sig blandt andet om mandens egen datter. Pigen er i dag 13 år.

Manden er tiltalt for at have misbrugt hende groft i flere tilfælde, mens hun kun var seks til otte år. På det tidspunkt boede familien i Hvidovre, fremgår det af anklageskriftet.

Faren har tilsammen tre børn, to mindreårige drenge og pigen, der alle blev fjernet fra ham. Han blev fængslet i sagen i oktober for et år siden.

I Hvidovre skulle manden i perioden 2004 til 2006, mens pigen kun var 6-8 år, i tre til fire tilfælde have fastholdt pigen og tvunget sit lem ind i hendes endetarm.

Manden har hidtil nægtet sig skyldig i samtlige tilsammen 32 anklager, der omfatter misbrug af ni piger og en dreng.

Børnenes forklaringer - afspillet på video i retten - har hidtil slet ikke rokket ved mandens opfattelse af, hvad der skete, når de mange børn var tæt på ham.

Han nægter alt og kan slet ikke genkende børnenes forklaring, der er blevet støttet af børnenes mødre.

Det var krænkelser af børn i Esbjerg, ikke mindst i Svømmestadion Danmark, der startede sagen for godt et år siden.

I løbet af få dage gik flere mødre til politiet og anmeldte manden. Det viste sig siden, at manden allerede i 2008 var blevet anmeldt, men politiet henlagde sagen. Der var ikke nok kød på sagen.

Kommunen var også blevet orienteret om mandens særegne adfærd på en skole i Esbjerg, men kommunen henlagde sagen, da politiet ikke rejste sag.

Retssagen fortsætter torsdag klokken 09:00 i retten i Esbjerg.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik