Falck rykker ud til de første vandskader

Adskillige virksomheder har bedt Falck om hjælp i det kraftige regnvejr. Men når folk kommer hjem fra arbejde, forventer Falck endnu flere opkald.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

7. juni 2010

Lige nu regner det kraftigst i hovedstadsområdet, og Falcks telefoner er begyndt at kime med stadig større intensitet.

Det er hovedsageligt virksomheder, der henvender sig, fortæller Falck.

- Det har en meget simpel forklaring. Folk er på arbejde nu, så de opdager det først i virksomhederne. Men når folk vender hjem fra arbejde, forventer vi at få en stigning i henvendelser, siger Falck.

Falck holder ekstra godt øje med de lavtliggende områder. Men endnu er der ikke kommet henvendelser om  oversvømmede kloakker fra det sårbare Greve, så det lader til, at man her har sluppet med skrækken.

- Vi forventer en jævn travl dag med lidt over 30 vandskader på landsplan, siger Falck, der på de travleste regnvejrsdage med skybrud typisk rykker ud til over 100 vandskader.

Så voldsomt forventer Falck ikke, at det bliver. Og til trods for kraftig regn i Sønderjylland, Sydfyn og på det meste af
Sjælland, har man ikke indkaldt ekstra beredskab.

- Men hvis det fortsætter længere end lovet, kan vi blive nødt til at indkalde yderligere mandskab, sige Falck.

/ritzau/


Nyhedsoverblik