Falck: Dyrt at sikre vore brandmænd mod kræft

Fællessikkerhedsrepræsentanten for Falcks brandmænd i regionen vil have mere fokus på sikkerhed. Alt for mange brandfolk dør nemlig af kræft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- I mere end 100 år har det været Falcks mission at arbejde for at forebygge ulykker, sygdom og nødsituationer.

Sådan står der på Falcks hjemmeside, men når det kommer til at forebygge kræft blandt korpsets egne brandmænd, er det en helt anden snak.

De 3.100 brandmænd, som Falck råder over, har ikke rene dragter på brandbilerne, og de går heller ikke til regelmæssige tjek hos lægen. Det skriver Avisen.dk.

Ønsker mere fokus på sikkerhed

- Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde haft mere fokus på sikkerhed, siger Kenneth Jensen fra 3F til Avisen.dk.
Han er fælles-sikkerhedsrepræsentant for Falck-mænd i det østlige Danmark.

Avisen.dk har talt med en række Falck-mænd, der fortæller, at de bare krænger dragten ned over støvlerne, så den er klar til næste udrykning.

Branddragten bliver kun smidt i vaskemaskinen, hvis den er møgbeskidt. Det betyder, at ekstremt kræftfremkaldende stoffer som f.eks. sod bliver siddende i tøjet og forpester luften, som brandmændene indånder på brandstationerne og i bilerne.

Flere dødsfald på vej

- Det er skræmmende, at så mange har fået kræft. Når de københavnske brandmænd kan finde så mange døde kolleger på så kort tid, så vil vi få flere ofre at se, vurderer Kenneth Jensen.

Brandmændene fra Falck fortæller også uafhængigt af hinanden, at de aldrig har fået information om den overdødelighed, der er i faget på grund af kræft.

Siden sommeren 2010 har forskere ellers ment, at der er begrundet mistanke for, at kræfttilfælde blandt brandmænd hænger sammen med deres job.

- Det overrasker mig ikke, at cheferne i et privat firma er forsigtige med at bruge penge. At forbedre brandmænds sikkerhed er både besværligt og dyrt, men hvis ingen begynder at forebygge, så er jeg bange for, at vores medlemmer ender i en hospitalsseng med et kemodrop, siger Tommy Kjær, der er næstformand i Brandfolkenes Organisation til Avisen.dk.

Sverige har andet fokus

I Sverige ser det helt anerledes ud.

Hinsidan har det svenske arbejdstilsyn udarbejdet en model i samarbejde med brandmændenes fagforening.

Modellen hedder "Friska Brandmän" og går i al sin enkelhed ud på at beskytte brandmændene bedst muligt mod de kræftfremkaldende stoffer, der udvikles under en ildebrand. Her skal brandmændene skifte tøj på brandstedet. I Stockholm putter de lokale brandmænd deres beskidte tøj i poser lavet af gelantine, der først opløses inde i vaskemaskine. Poserne har sat en stopper for, at der hænger beskidte dragter og forurener luften i brandmændenes omklædningsrum.

I Københavns Kommune har brandmændene to personlige dragter. I Aarhus Kommune har brandmændene rene dragter på de primære køretøjer. Men i de fleste andre kommuner ser det sløjt ud.

Erkender problem

I toppen af Falck erkender man, at der ikke er blevet gjort nok for at beskytte brandmændene mod kræft.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det er dyrt, siger Bendt Trustrup, brandchef fra Falck til Avisen.dk.

Han bekræfter, at Falck-mændene kun har en personlig dragt. Han bekræfter også, at de ikke får regelmæssige lægetjek.

Hvorfor ikke?

- Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg har aldrig hørt, at det har været et ønske eller et krav fra medarbejderne. Det har jeg ikke, siger Bendt Trustrup.

Har lånedragter

Falck-mændene har lånedragter på stationerne, som brandmændene kan bruge, hvis deres egen er til vask.

I Falck arbejder ledelsen på at forbedre sikkerheden. Ledelsen afventer et møde i branchens arbejdsmiljøråd, som muligvis vil vedtage nye retningslinjer på området.


Nyhedsoverblik