Færre biler på vejene - mere tid til arbejde

Der er godt nyt til pendlere og andre, som tilbringer meget tid i bilen. I Region Sjælland er der, ifølge nye tal fra Vejdirektoratet, kommet færre biler på vejene den seneste tid.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trafikkens udvikling skyldes finanskrisen, men ikke alle pendlere er ramt af krisen, og de mærker altså nu, at de kommer hurtigere frem. Den mindre hektiske trafik glæder VVS- og EL-entreprenør Lasse Houengaard, som sparer penge hver eneste dag:

- Mine svende får jo løn, også mens de kører i bil. I dag er der ikke så meget kø som for et år siden, og derfor kan de bruge deres tid og kræfter på vandrørene i stedet for bag rattet, Siger Lasse Houengaard.

Nu kan hans installatører stå en halv time senere op om morgenen. Men det er ikke den eneste forbedring. Han vurderer selv, at han sparer mindst en halv million om året i firmaet på den lettere trafik.

I 2009 blev der for første gang i mange år færre og ikke flere biler på vejene. I Danmark er det allerstørste fald sket i Region Sjælland, hvor der er blevet to procent færre biler.

- To procent lyder måske ikke af meget, men det er det, siger trafikforsker fra DTU, Ole Kveiborg.

- To procent er meget på belastede strækninger som Køge Bugt motorvejen eller Holbækmotorvejen. Det betyder meget for folk der kører der hver dag.

Ole Kveiborg forklarer, at to procent færre biler svarer til langt mere ledig asfalt end blot to procent.

- Er der en bil mindre i myldretiden på en kort strækning, betyder det mere plads og højere fart for op til ti billister, siger han.

Årsagen til faldet i trafikken skal findes i finanskrisens hårde slag på pendlere og erhvervsdrivende.

- Der er simpelthen kommet et langt lavere aktivitetsniveau i økonomien i forhold til 2008. Der er kommet mindre salg, fragt og efterspørgsel efter serviceydelser, forklarer han.


Nyhedsoverblik