Få rekordlav boligrente i fem år

Boligrenten er på et rekordlavt niveau. Eksperter anbefaler, at flekslånene går fra etårige til tre eller femårige lån.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lås din boligrente fast de næste fem år. På den måde sikrer du dig en rekordlav rente langt ud i fremtiden.

Sådan lyder rådet fra boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Boligejere med rentetilpasningslån skal de kommende måneder til at refinansiere deres lån, og anbefalingen er klar.

- Vi anbefaler, at man går længere ud på rentekurven og går fra et F1-lån til F3 eller F5. Dermed sikrer man sig en lav rente flere år ud i fremtiden, siger hun til Newspaq.

Samme råd kommer fra cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

- Vores anbefaling er, at man benytter den ekstremt lave rente til at sikre sig en lav og billig ydelse over de kommende år. Så medmindre man planlægger at flytte inden for et år eller to, er der god fornuft i at skifte til et F3 eller F5-lån, siger han til Newspaq.

F1-renten ventes ved de kommende auktioner i både september og december at lande på historiske 0,25 procent, mens F3 og F5 renten ventes at nå et niveau på henholdsvis 0,7 og 1,3 procent.

Det betyder, at man kan låne én million kroner til sølle 700 kroner om måneden efter skat, hvis man tager et afdragsfrit F1-lån.

Selv med et F5-lån påregnet bidragssatsen ligger man på et niveau under inflationen, hvilket stort set gør det gratis at låne.

- Hvis man kan sikre sig et lån, der praktisk talt er gratis, fem år ud i fremtiden, så synes vi, det er en ret god handel at gøre, siger Lise Nytoft Bergmann.

Hvis man vælger at gå efter det rene guld og tage et F1-lån lyder anbefalingen at afdrage på anden dyr gæld - eller betale af på sit boliglån.

- Det er en god ide at beholde afdragsfriheden og få betalt af på dyre forbrugs- eller banklån. Har man til gengæld en høj gæld i boligen, er det oplagt at få sat turbo på sine afdrag, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Er man derimod til fastforrentet lån, lyder anbefalingen til boligejere at omlægge 5 procents og 6 procents lån til 3,5 procents lån så hurtigt som muligt.

- De kan få en lavere månedlig ydelse og betale større afdrag. Så der burde ikke være så store overvejelser. Eneste forudsætning er, at man ikke flytter inden for de kommende år og har en gæld over 500.000 kroner, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Det kan derimod ikke betale sig for boligejere, der de seneste år har optaget flerårlige rentetilpasningslån at omlægge til F1-lån, trods den ekstremt lave rente.

- Det skyldes, at de skal indfri deres nuværende F3 eller F5-lån til en overkurs, og det vil øge deres restgæld ganske betydelig, siger Lise Nytoft Bergmann fra Nordea.


Nyhedsoverblik