EU vil vide alt om sydsjællandsk bille

EU vil have sat fokus på Danmarks mest truede insekt – en bille, der kun bor på 64 forskellige træer på Sydsjælland og Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Danmark gør ikke nok for at forbedre levevilkårene for vores truede dyrearter. Derfor skal Danmark gøre meget mere for at dokumentere og forbedre livet for de mest udsatte arter, kræver EU.

Det skriver Berlingske.

Danmarks allermest udsatte og truede insekt er eremitbillen, der tæller omkring 1.250 biller, der bor på i alt 64 meget gamle løvtræer på Lolland og Sydsjælland – spredt på 10 lokaliteter. Den kan blive op til 3 centimeter lang.

Udvalgt af EU

Eremitbillen er af EU udpeget som særligt prioriteret art – en status, hvor der kan være EU-penge med som støtte til at forbedre levevilkårene.

Eremitbillens store problem er, at den er for specialiseret, siger seniorbiolog Bjarne Søgaard til Berlingske.

- Den har svært ved at sprede sig. Den er så at sige fanget i sin egen niche. Arten står noget i stampe, siger han til avisen.

Bille med helt særlige krav

Ifølge Skov og Naturstyrelsen yngler billen kun i smulder i revner i meget gamle og ofte døende løvtræer, der står i solen i lysninger i skoven. Eg er den foretrukne art, og de vil helst bo mindst 10 meter over jorden.

Billen hæmmes samtidig af, at den kun bevæger sig op til 300 meter for at finde et egnet sted at bo – og det er ofte for lidt til at finde et træ, der opfylder billens krav.


Nyhedsoverblik