Eksperter: Sådan undgår nat-arbejdende kræft

En række ekspertanbefalinger skal mindske brystkræft blandt de, der arbejder om natten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bedre tilrettelæggelse af skifteholdsarbejde, mindre lys i lokalet under nattevagter og forsigtighed i forbindelse med mammografiscreening af kvinder, der arbejder om natten.

Det er nogle af de anbefalinger, som en række førende eksperter er nået frem til i et forsøg at mindske en mulig sammenhæng mellem brystkræft og natarbejde.

Danmark er det første land, der har samlet al viden på området i et håb om at mindske risikoen for brystkræft.

Bag initiativet står Danske Regioner, Dansk Sygeplejeråd og Kræftens Bekæmpelse.

- Det ville være rart, hvis vi kunne slå to streger under hver anbefaling og sige, at det og det skal der til for at mindske risikoen for brystkræft for kvinder, der har natarbejde, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse og fortsætter:

- Sådan er virkeligheden desværre ikke, for vi har at gøre med et område, der kræver langt mere forskning, før vi drage endelige konklusioner.

Men for at mindske de sundhedsskadelige forstyrrelser i døgnrytmen mest muligt anbefaler eksperterne hurtigt roterende vagtskift med kun en til to på hinanden følgende nattevagter.

Også fremadrullende skifteholdsarbejde - fra dag til aften, fra aften til nat fra nat til dag - anbefales fremfor baglænsrullende skift.

Det kan ifølge eksperterne muligvis også mindske forstyrrelserne af døgnrytmen at skrue ned for lyset i lokalet, hvor det er sikkerhedsmæssigt muligt.

Det frarådes at indføre tidligere og mere intensiv mammografiscreening for kvinder med natarbejde. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder på 50-69 år screenes hvert andet år.

Endelig rådes kvinder, som har været i behandling for brystkræft, til at undgå natarbejde, fordi resultater fra dyreforsøg viser, at mangel på søvnhormonet melatonin accelererer væksten af en svulst.

/ritzau/


Nyhedsoverblik