Eksperter: IC3-tog kan blive pendler-mareridt

Pendlere og andre rejsende med DSB skal forberede sig på flere akutte forsinkelser i de kommende år, ind til DSB får udskiftet sine dieseltog med elektriske tog

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kan blive konsekvensen, hvis ikke DSB får vendt den negative udvikling, som det mest anvendte tog, IC3, er inde i, siger eksperter til metroxpress.

Mange nedbrud på IC3

På to år er antallet af kørte kilometer mellem hvert nedbrud for de snart 25 år gamle tog næsten halveret.

Det giver grund til bekymring hos nogle af landets førende eksperter på området, da de skandaleombruste IC4-tog slet ikke er klar til at afløse de hidtil så pålidelige IC3.

- I bedste fald er pendlerne i den næste 10-årige periode i en situation, der ligner den, der er i dag. I værste fald kan de se frem til flere nedbrud og flere forsinkelser, siger administrerende direktør for Rådgivende Ingeniører, Henrik Garver, til metroxpress.

Han har været med til at udarbejde en redningsplan for togselskabet, efter det stod klart, at IC4-togene ikke kunne løfte den opgave, de er købt til.

Eskpert: Måske er IC3 slidt ned

Trafikforsker ved Roskilde Universitet, Per Homann Jespersen, frygter på de rejsendes vegne, at kurven vil fortsætte nedad.

- Det, man kan være nervøs for, er, at tallene er udtryk for, at de er ved at være slidt ned. Hvis problemet accelererer, og fejlene er komplicerede - uden at DSB har gjort noget for at komme det i forkøbet - kan det godt blive et problem for pendlerne, siger han til metroxpress.

Alle tre eksperter, metroxpress har talt med, er dog enige om, at DSB endnu kan nå at stabilisere IC3-togene, hvis togselskabet aktivt håndterer problemet.

DSB vil holde liv i IC3

Direktør for DSB Vedligehold, Steen Schougaard Christensen, fortæller, at man forventer, at DSB vil være i stand til at holde liv i de gamle tog, indtil elektrificeringen af jernbanen er gennemført.

- IC3 er ved at være et gammelt tog. Det var derfor, vi købte IC4. Men jeg har en forventning om, at vi er i stand til at levetidsforlænge IC3, så man fortsat vil se en flot performance, siger han til metroxpress.

Det skal blandt andet ske ved, at alle IC3 skal gennemgå en motorrenovering gennem de næste to år, så de rejsende ikke oplever akutte aflysninger og forsinkelser som følge af nedbrud.


Nyhedsoverblik