Ekspert: Derfor kommer indgrebet nu

Vækstplanen er på plads, der er bededagsferie, og der er ingen tegn på en løsning mellem parterne. Det er årsagerne til, at regeringen griber ind i lockouten nu

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen skulle først have gjort banen klar på Christiansborg og forhandlet sin storstilede vækstplan på plads, før man ville stoppe konflikten mellem lærerne og Kommunernes Landsforening (KL).

Sådan lyder vurderingen fra professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet, efter at regeringen torsdag med al sandsynlighed sætter en stopper for lockouten, der kører på fjerde uge.

- Nu er der fri bane rent parlamentarisk. Det ligger også op til en bededagsferie, hvilket passer meget godt. Så kan befolkningen gå og tygge på det indgreb i ferien, siger han.

Presset stiger

Sent onsdag aften lykkedes det for regeringen at få forhandlet den sidste del af vækstpakken på plads. Ud over den praktiske årsag til indgrebet, så mener Flemming Ibsen, at man ikke kunne vente meget længere ude i de danske hjem.

- Presset stiger fra befolkningen. Nu viser alle meningsmålinger, at der er stor forståelse for et indgreb, og der er også et krav om et indgreb fra forældrene. Når parterne ikke på nogen måde er i stand til at blive enige, så kan man lige så godt gribe ind nu, siger han.

Lærerne skal ikkek øres ned

Flemming Ibsen påpeger også, at det kunne skade regeringen i de kommende forhandlinger om en folkeskolereform, hvis de havde ladet konflikten fortsætte:

- Der er jo ingen grund til at køre lærerne fuldstændig ned, så de skal komme på deres grædende knæ og bede om et indgreb. Det er jo ikke et godt udgangspunkt for at lave en folkeskolereform bagefter.

Lærerne har tabt

Regeringen har dog ikke tænkt sig at give afkald på deres og KL's hovedkrav i konflikten: at fjerne lærernes arbejdstidsaftale, vurderer forskeren.

- Jeg tror ikke, man laver et afbalanceret indgreb. Arbejdstidsaftalen er det, de er gået efter, og det vil de ikke give køb på.

- Danmarks Lærerforening har tabt kampen om, hvem der har magten i skolen, siger Flemming Ibsen.

/Ritzau/

 

 

 


Nyhedsoverblik