Eksamen får dumpekarakter af elever og lærere

Dumpet. Sådan lyder folkeskole-elevernes dom efter mandagens eksamen i læsning og retskrivning. Både elever og en skoleleder her fra landsdelen mener, at prøven var for svær og tidspresset for stort.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er dagen derpå på teenageværelset i Præstø. I går var Magnus Høeg Andersen og Simon Vibholm Holgersen til afgangseksamen i dansk. I dag er de to 9. klasses-elever mere end almindeligt skoletrætte.

- Jeg vil give den 02, siger Simon Vibholm Holgersen.

- Jeg giver prøven 00, siger hans klassekammerat Magnus Høeg Andersen fra 9.D på Abildhøjskolen i Præstø.

De to elever giver altså gårsdagens læseprøve dumpe-karakterer. Eleverne mener, at prøven var uretfærdig - ikke mindst for de bogligt svage elever.

Se interview med de to elever herunder:
[video:flv:090505_laeseprove.flv]

- Der er nogle elever, der får ekstra tid tilm prøven, fordi de f.eks. er ordblinde, men jeg tror ikke, at de vil kunne nå det, og de mindre gode elever, der ikke får ekstra tid, de risikerer at dumpe, vurderer en forarget Magnus Høeg Andersen. 

På kontoret på den katolske privatskole, Sct. Joseph Skolen, i Ringsted har skolelederen selv forsøgt at løse opgaven efter at have fået flere klager fra både elever og dansk-lærere.

- Nu har jeg jo ikke set rette-vejledningen endnu, fortæller lederen med et skævt smil og fortsætter:

- Men jeg vil da sige, at jeg var i tidsnød til sidst. Da jeg kiggede på uret og så, at der kun var to minutter tilbage, så kunne jeg se, at jeg skulle skynde mig for at nå den sidste af de fem opgaver, siger en forundret Tony Rossi Lundby.

Skolelederen fra Ringsted undrer sig over, at Skolestyrelsen, der står bag prøven, har lagt niveauet så højt.

- Det skal selvfølgelig ikke være laveste fællesnævner, men omvendt så synes jeg, at der må være en intention om hos Styrelsen, at man rammer en vis procentdel af eleverne, så de får top-karakterer, men jeg vil blive overrasket hvis mange får 12 i år, når sværhedsgraden er så svær som den er, vurderer Tony Rossi Lundby.

De to elever fra Præstø er langt fra de eneste, der er godt og grundigt trætte af læseprøvens sværhedsgrad. På internettet har flere end 5.000 9. klasses-elever fra hele landet (i skrivende stund) skrevet under på en fælles klage. Og tallet stiger time for time. Men hos Skolestyrelsen afviser den ansvarlige kontorchef kritikken.

- Prøven er ikke sværere, end den har været de forrige år, siger Tine Bak, der arbejder i Styrelsen under Undervisningsministeriet.

Tilbage på teenageværelset i Præstø håber Magnus Høeg Andersen og Simon Vibholm Holgersen, at de mange klager vil give dem en ny chance ved eksamensbordet.

Brokker du dig ikke bare fordi, at du er bange for at få en dårlig karakter?

- Jo, det kan da godt være, at det er lidt en blanding, men jeg synes faktisk ikke, at det er os elever, der er pivede. Jeg mener simpelthen, at vores læseprøve var for svær, slutter Simon Vibholm Holgersen.


Nyhedsoverblik