Efterårsmørket er over os: Reflekser redder hundens og kattens liv

De fleste ulykker med husdyr i trafikken sker i tætbebyggede områder på trods af gadebelysning. Men reflekser, der kan ses langvejs fra, kan redde liv

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nu har efteråret meldt sin ankomst - det er mørkt, når vi står op om morgenen, og det bliver tidligere mørkt om aftenen. Det er nu vi skal være opmærksomme på husdyr i trafikken.

I løbet af efteråret er det svært at opdage en hund eller kat ved daggry eller skumring. De fleste ulykker sker i tætbebyggede områder, på trods af gadebelysning de fleste steder. Det skriver Agria Dyreforsikring i en pressemeddelelse.

Reflekser kan faktisk redde liv. Ifølge Agria Dyreforsikring skal en god refleks kunne ses på 140 meters afstand, når den bliver ramt af en lyskegle. Hvis man ikke har refleks på, er man først synlig ved ca. 20 meters afstand.

Skift reflekserne ud med jæbne mellemrum

Der findes et væld af reflekser på markedet til hunde, katte og deres ejere – alt fra diskrete reflekser integreret i hundesnoren til lysende halsbånd, refleksveste og blinkende lygter. Når der nu findes så mange forskellige reflekstyper, kan det være svært at beslutte sig for, hvad der er bedst. Lad ikke bare type og udformning afgøre, hvilke reflekser du vælger. Reflekserne skal være synlige for at gøre nytte, lyder det fra Agria Dyreforsikring.

Noget, som mange ikke tænker på, er, at reflekser bliver slidt ret hurtigt. De fleste holder kun et års tid og skal så skiftes ud. Bliver refleksvesten hyppigt vasket, hundesnoren udsat for vind og vejr, og ligger reflekserne i lommen sammen med dine nøgler, skal de skiftes ud med jævne mellemrum, anbefaler Agria Dyreforsikring.

Gør det derfor til en vane at kontrollere gamle reflekser ved at lyse på en gammel og en ny refleks med ca. fire meters afstand. Sammenlign forskellen mellem den gamle og den nye refleks, og skift den gamle ud, hvis den ikke ses lige så tydeligt som den nye refleks.

Råd om reflekser til hunde- og katteejere