Efter ærgerlig sommer: Nu rammer efteråret os

Man skal sørge for at medbringe paraplyen, hvis man skal ud i weekenden, lyder det fra DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det ligner mere efterårsvejr end sommervejr.

Sådan opsummerer Thyge Rasmussen, vagthavende meteorolog ved DMI, den kommende weekends vejr.

- Fredag vil der i løbet af formiddagen være kig til solen flere steder, men også enkelte byger, siger han.

Som fredagen skrider frem, vil de sporadiske byger udvikle sig til mere udbredt regn over store dele af landet.

- I eftermiddag og i aften kommer der mere vedvarende regn især over den sydøstlige del af landet ved Lolland-Falster og Bornholm, fortæller Thyge Rasmussen.

Kun temperaturer tyder på forår

Temperaturerne er det eneste, der afslører, at vi befinder os i en sommermåned med mellem 18 og 22 grader.

Og hvis fredagen lyder som triste nyheder for danskere, der stadig sukker opgivende efter sommeren, så giver resten af prognosen ikke anledning til fornyet tro på vejrguderne.

For både lørdag og søndag vil være præget af et tungt skydække og rigelige mængder nedbør.

- Man skal i hvert fald sørge for at medbringe en paraply, hvis man skal ud i weekenden, for der kommer regn de fleste steder, fortæller Thyge Rasmussen.

Mindre varme

I takt med at nedbørsmængderne tager til, så vil temperaturerne også tage et dyk i weekenden.

- Det bliver ikke særlig varmt, og temperaturerne vil falde til mellem 16 og 20 grader over weekenden, siger Thyge Rasmussen.

- Og så bliver det også ret blæsende med til hård vind fra vestlige retning, fortsætter meteorologen.

Både lørdag og søndag vil det være dem, der befinder sig længst mod øst, som har de bedste muligheder for at se en smule til solen.


Nyhedsoverblik