Dusør efter groft hjemmerøveri

Ægtepar fra Slots Bjergby udlover dusør for oplysninger om gerningsmænd, der overfaldt dem i deres hjem og stjal et femcifret beløb i kontanter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

50.000 kr. kan nu blive dine, hvis du har oplysninger om et groft hjemmerøveri fra 19. december sidste år.

Her blev et velhavende ægtepar på en lystgård i Slots Bjergby ved Slagelse overfaldet af to mænd, der med pistoler truede parret til at åbne et pengeskab på gården. Fra pengeskabet tog røverne ifølge politiet "flere hundredetusinde" i kontanter.

Politiet er ifølge vicepolitikommissær Johannes Skree-Lassen på bar bund og har brug for hjælp fra offentligheden for at få gennembrud i sagen. Derfor har Sydsjællands - og Lolland Falsters Politi besluttet at medvirke til at oplyse om den udlovede dusør for oplysninger, der kan føre til et gennembrud og opklaring af sagen.

Et af kendetegnene ved røverne i perioden efter røveriet har angiveligt været en skade i ansigtet på den ene. Under røveriet lykkedes det nemlig den mandlige del af ægteparret at nikke en af røverne en skalle.

/ritzau/