DSB: Forhåbentlig normal togtrafik ved middagstid

Togtrafikken vil fortsat være præget af aflysninger og forsinkelser, varsler DSB efter faglige møder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Flere tog er begyndt at køre, men ifølge de ansatte vil forsinkelser fortsætte resten af dagen. DSB's ledelse håber, at trafikken er normaliseret ved middagstid.

- Der forestår et hårdt oprydningsarbejde, men vi vil gøre alt for at være på plads, når kunderne skal hjem fra arbejde, siger trafikchef Stig Friisbæk til TV2 News, efter at være blevet præsenteret for oplysninger om, at personalet forudser forsinkelser resten af dagen.

Hos DSB pressevagt oplyses det, at togpersonalet i København og Fredericia har genoptaget arbejdet igen, og det betyder, at togene så småt begynder at køre igen.

- Togene er så småt ved at køre igen, men der kommer til at gå nogle timer med genopretningen, siger pressevagten, der stadig mangler at høre, om personalet i Aarhus har genoptaget arbejdet.

Der vil dog fortsat være mange aflysninger og forsinkelser, siger DSB's pressevagt.

Togene holdt kortvarigt stille landet over på grund af et fagligt møde blandt personalet.

I første omgang lød det omkring 5.15, at S-togene stod stille i hovedstaden, fordi lokomotivpersonalet var gået til fagligt møde.

Herefter blev det løbende meddelt, at DSB-personalet i Aarhus, Fredericia og Aarhus også gik til fagligt møde.

/ritzau/


Nyhedsoverblik