DMI: Stormen Bodil bliver kun mildere nu

Stormen Bodil har toppet i styrke og vil nu langsomt aftage. Bodil blev aldrig en orkan, trods en enkelt måling af middelvind i orkanstyrke, oplyser DMI.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Trods kraftig vind i hele landet, så vil stormen Bodils styrke aftage resten af aftenen og natten.

Stormen Bodil har toppet i styrke og vil nu langsomt aftage. Bodil blev aldrig en orkan, trods en enkelt måling af middelvind i orkanstyrke, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

- Stormen bliver ikke værre nu, men det tager lidt tid, før vi kommer væsentligt under det højeste niveau, og på vestkysten kan man opleve stormstyrke hele natten, siger vagthavende meteorolog Jørgen Thomsen til Ritzau.

Hvis stormen Bodil skulle ende som en orkan, så kræver det, at middelvinden er over 32 meter i sekundet. Men det kommer ikke til at ske, selv om der ved Thorsminde på Jyllands vestkysten er en enkelt måling på 35 meter i sekundet.

- Det er ikke en orkan, da en enkelt observation et enkelt sted ikke er nok til at udgøre en orkan, siger Jørgen Thomsen.

Tager tid

Thorsminde står både for det kraftigste vindstød og den stærkeste middelvind.

- Thorsminde havde både den højeste middelvind med 35 meter i sekundet og det stærkeste vindstød på 43 meter per sekund, fortæller meteorologen.

Selv om stormen nu tager af, så varer det lang tid, før der igen er normalt vejr i kongeriget.

- Det bliver ikke som i oktober, hvor det stort set stoppede med det samme, siger Jørgen Thomsen, der henviser til stormen 28. oktober.

Lukkede broer over hele landet

Klokken 11.50 gik stormen Bodil i land på den jyske vestkyst, og det første sted med stormstyrke i middelvinden var ved Hanstholm i Nordjylland.

I løbet af eftermiddagen er Bodil vandret hen over landet, og det østligste punkt med stormstyrke klokken 16 torsdag eftermiddag er ved Røsnæs Fyr ved Kalundborg.

Bodil har allerede lukket de fleste af landets små og store broer samt tog- og færgedriften i hele landet.

/ritzau/

     


Nyhedsoverblik