Diba Bank fyrer 33 og nedjusterer

Finanskrisen koster 33 medarbejdere jobbet i Diba Bank, der lukker to filialer og nedjusterer kraftigt. Det er et farvel til hver tiende medarbejder. Filial i Næstved lukker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Diba Bank fra Næstved har for alvor fået finanskrisen ind i regnskabstallene. Derfor fyres nu 33 medarbejdere i en af landets ældste banker, der tidligere var kendt under navnet DiskontoBanken. Samtidig må den 137-årige bank igen nedjustere regnskabsforventningerne. Denne gang med 25-30 millioner kroner før kursreguleringer, og man venter et resultat før kursreguleringer på 30-35 millioner kroner.

Opsigelserne koster 12-14 millioner kroner, og så koster nedskrivninger og færre indtægter end ventet 10-12 millioner kroner, skriver banken.

- Kunderne er mere tilbageholdende og forsigtige nu. Derfor kan vi ikke forsvare at opretholde en bemanding, der er afstemt efter den vækst, der var tidligere, og som vi havde forventninger om ville fortsætte. Vi ville helst have undgået at sige farvel til så mange gode kolleger, men der er desværre ingen vej udenom, hvis vi ønsker at bevare vores konkurrencekraft på længere sigt, siger administrerende direktør, Claus Schroll.

Nedskæringerne følges op af lukning af to filialer i Solrød og Næstved Storcenter. DiBa har over 320 medarbejdere og 20.000 aktionærer.

/ritzau/


Nyhedsoverblik