DF vil redde nedrivningspulje til småbyer

Dansk Folkeparti vil fortsætte den pulje på 150 millioner kroner til nedrivning af faldefærdige huse i landdistrikterne, som regeringen har droppet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringen har i sit finanslovforslag for 2011 droppet at videreføre en pulje på 150 millioner kroner til nedrivning af faldefærdige huse i landdistrikterne.

Det vil Dansk Folkeparti ændre.

- Vi vil afsætte 150 millioner kroner til at fortsætte initiativet. Det vil vi gøre for at fortsætte arbejdet med at forskønne landsbyerne, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.

Han præsenterer torsdag partiets krav forud for efterårets finanslovforhandlinger. Partiet stiller ikke op med et egentligt finanslovforslag, men kommer med krav til regeringens forslag.

Det er allerede kendt, at partiet vil indføre et optjeningsprincip, så indvandrere skal betale skat i Danmark i syv år, før de kan få adgang til velfærdsydelser.

Desuden ventes partiet at komme med nye eller opstrammede krav på udlændingeområdet - ud over de allerede kendte med en ændring af 24-års reglen til en 28-års regel og et stop for al ikkevestlig indvandring. Desuden ventes krav i forhold til at skabe ny vækst i Danmark.

Puljen skal foreløbig gælde 2011, men Kristian Thulesen Dahl overvejer, om det kan gøres permanent.

- Man har i årevis brugt penge på at byforny i storbyerne, men hidtil har vi ikke gjort noget lignende i landdistrikterne, siger han og fortsætter:

- Vi vil gerne se på byfornyelsesmidlerne. Der skal en del måske gå til landdistrikterne, så det kan blive permanent, at der er penge begge steder, siger han.

Puljen på 150 millioner kroner har i år fået en række kommuner til at sætte bulldozere ind mod faldefærdige rønner i landsbyer over hele landet, og Landdistrikternes Fællesråd har været skeptiske over for, at initiativet blev stoppet igen.

Kommunerne skal finansiere en del af indsatsen selv for at få adgang til puljepengene.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik