Lægebilerne i Region Sjælland forsvinder næste år. Det står fast, efter at Sundhedsstyrelsen nu har sagt god for, at regionen afskaffer udryknings-køretøjer med læger og sygeplejersker og i stedet sørger for flere akutbiler med specialuddannede ambulanceførere.
Da regionsrådet vedtog sin akutplan, var afskaffelsen af lægebilerne det springende punkt, og beslutningen blev derfor gjort betinget af, at Sundhedsstyrelsen kunne acceptere afskaffelsen af lægebilerne.
Sundhedsstyrelsen har nu svaret, at planen om døgndækkende akutbiler med paramedicinere stemmer godt med sygehusplanens fire akutsygehuse, og at planen sikrer ensartet akut-betjening af hele regionen, skriver DAGBLADET.
- Ja, det er en ren godkendelse. Det er jeg glad for, men det var også vores forventning, at det, vi havde lavet, var
holdbart, konstaterer regionsrådsformand Steen Bach Nielsen.