Debutanten og veteranen slås om magten i Region Sjælland

Det ligner et præsidentvalg mellem Venstres Jens Stenbæk og Socialdemokraternes Steen Bach Nielsen. Men ude i kulissen står SFs Flemming Stenild. Han er parat til at udnytte den uro, som de to store partier har været kastet ud i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Analyse:

Både Venstre og Socialdemokraterne måtte i sidste øjeblik skifte spidkandidater. Tommy Kamp blev fældet af rod i sin private økonomi. Ind kom veteranen Steen Bach Nielsen. I Venstre blev Kirsten Devantier vraget efter en intern magtkamp til fordel for debutanten Jens Stenbæk. Det var ikke forløb, der var kønne for hverken socialdemokrater eller venstre-folk. Og det kommer også til at tage fokus under valgkampen.

Det kan give SF'eren Flemming Stenild et løft. Han lyder i hvert som en mand, der tror på det, når han siger: - Der er tre, som kan blive regionsrådsformand.

Vi andre kan godt tvivle.
Men alligevel. For Flemming Stenild lyder næsten som en regionsrådsformand nu til dags. Tidligere var den ubestridt vidende politiker mest kendt for sine meget ordrige men også svært forståelige udtalelser.

Nu er Flemming Stenild mere klar i mælet. Og han har på forhånd fået Freddy Blak med Blaklisten og Enhedlisten til at pege på sig. Men SF'eren skal godt nok levere noget af en jordskredssejr for at komme til fadet. Eller også skal han på valgaftenen være god til at spille de to store ud mod hinanden.

To partier kan afgøre
Både Venstre og Socialdemokrater fik pæne valg sidste gang. Socialdemokraterne blev størst med næsten hver tredje af de afgivne stemmer. Men den daværende spidskandidat Bent Normann Olsen formåede ikke at veksle de mange stemmer til posten som regionsrådsformand. Det ser ud som om, at det bliver de samme to partier - de radikale og Dansk Folkeparti- som kårede venstremanden Kristian Ebbensgaard, der igen bliver afgørende. Umiddelbart peger flasken derfor på Venstre og Jens Stenbæk. Meeen, de seneste måneder har Dansk Folkepartis spidskandidat, Michael Rex, lignet en mand, der har det godt med socialdemokrater. Og hjemme i Næstved har byrådspolitikeren Michael Rex på forhånd peget på socialdemokraten Henning Jensen.

Sygehuse, sygehuse og sygehuse
Regionens suverænt største opgave er sundhedsvæsnet. Og sygehusene bliver valgkampenes store tema. Debutanten Jens Stenbæk er allerede godt i gang med at skære valgflæsket til. Senest har han været ude at love maksimalt to timers ventetid på skadestuerne.

Det bliver også et slagsmål om sygehusstrukturen. Altså om hvor mange sygehuse, vi skal have, hvor de skal ligge, og hvad de skal kunne. Det gamle regionsråd har efterhånden kæmpet en årelang kamp mod Sundhedsstyrelsen og sundhedsministeren. De centrale myndigheder vil have samlet specialer og akutfunktioner på færre sygehuse. Og selv om regionen har strittet imod. Så er det en kamp, den er dømt til at tabe, fordi sundhedsministeren har fat i den lange ende: Han har nemlig pengene.

Regionsråd i skred
Det har fået regionsrådet i skred. Senest her i forsommeren. Et politisk set spædende flertal bestående af Venstre, SF, Erling Hugger fra Socialdemokraterne, Anne Marie Hansen og Michael Rix fra Dansk Folkeparti og den radikale Inge Lise Hansen stemte for, at regionen skal satse på ét hovedsygehus. Mens Socialdemokraterne og også Blaklisten helt undlod at stemme. Men Socialdemokraternes spidskandidat Steen Bach Nielsen har efterfølgende slået fast, at han går til valg på den såkaldte 2007-plan, der blandt andet rummer to speciale sygehuse og fire akutsygehuse. Altså et mere decentralt sygehusvæsen. Men altså også en model, som manden med pengekassen - sundhedsministeren - på forhånd har dømt ude.

Ny og gammel
Og så tilbage til de to "præsidentkandidater: Jens Stenbæk (V) havde pensioneret sig selv som politiker, da han pludselig overtog Kirsten Devantiers plads som topkandidat ved valget til regionsrådet. Den tidligere borgmester i Tornved og viceborgmester i Holbæk har masser af kommunal erfaring, men han har aldrig siddet i hverken regions- eller amtsråd. Og han betragtes af mange af sine kommende kolleger som lidt grøn. Det kan man til gengæld ikke beskylde Steen Bach Nielsen (S) for. Den 65-årige er en politisk veteran. Den tidligere borgmester i Slagelse har siddet i Vestsjællands Amtsråd i flere periode, og har nu plads i regionsrådet. Hans problem er, at han ikke er fremtidens mand. Han har på forhånd sagt, at han går i gang med sin sidste periode.


Nyhedsoverblik