Vinderne af konkurrencen om at bygge regionens ny universitetssygehus er fundet.
Region Sjælland har kåret det bedste projekt, og det bliver et konsortium med arkitektsfirmaet C.F. Møller i spidsen, som skal projektere det nye universitetssygehus Køge.
Flot vartegn
De har tegnet et sygehus, der udnytter det eksisterende Køge Sygehus og bliver et vartegn for Region Sjælland, lyder det i en pressemeddelelse fra regionen. Udover C.F. Møller består konsortiet af Alectia og Rambøll, og Steen Bach Nielsen, der er regionsformand roser projektet.
- De har tegnet et meget flot universitetssygehus, som bliver et sundhedsfagligt vartegn for hele Region Sjælland. Projektet overbeviser med sin arkitektur og struktur om, at det vil være robust både under planlægningen, udførelsen og i fremtiden, siger han.
Korte afstande
Ifølge regionen er projektet visionært, både hvad angår arkitektur og funktionalitet. Der er stor fleksibilitet i forhold til organisering af sygehusets funktioner, hvilket giver gode muligheder for at understøtte Region Sjællands vision om sammenhængende patientforløb.
- Forslaget indebærer, at vi river de 2 ældste sengebygninger ned og koncentrerer det nye sygehus omkring den eksisterende vandrehal. På den måde opnås korte afstande og optimal udnyttelse af kvadratmeterne, der sammen med innovative logistiske løsninger danner rammerne for en effektiv drift, forklarer Lars Onsberg Henriksen, koncerndirektør i Region Sjælland.
Byggeriet til 4 milliarder kroner begynder i 2015 og skal stå endeligt færdigt i 2020. Universitetssygehus Køge er taget fuldt i brug i 2021, og Køge Sygehus vil være i drift under hele byggeperioden.
Fakta om det nye universitetssygehus i Køge:
Køge Sygehus 2013 Universitetssygehuset 2021
Samlet areal i m2 64.390 176.435
Heraf nybyggeri i m2 - 130.113
Etageantal inkl. kælder 3 3-11
Antal senge* 296 899
Antal operationsstuer* 15 41
* Det endelige antal for Universitetssygehuset afhænger af de valg der foretages i forhold til klinisk struktur.
Læs meget mere om det nye sygehus her.