Danmarks 5. vikingeborg bekræftet

2 analyser fra den nye borg, der blev fundet ved Lellinge i september, viser, at den blev bygget i 900-tallet. Dermed er fundet Danmarks 5. vikingeborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er nu videnskabeligt bevist, at borgen, der er fundet ved Sydmotorvejen vest for Køge, blev bygget i 900-tallet. Det viser 2 analyser af træstykker fra borgens nordport, som er blevet kulstof 14-datereret, skriver Politiken tirsdag.

Læs også: Ny vikingeborg dukket op ved Køge

Dermed er Borgring, som fæstningen er døbt, Danmarks 5. vikingeborg.

- At få bekræftet, at det vi har gået og påstået var rigtigt, var en fantastisk lettelse. Det var et gyldent øjeblik«, siger professor Søren Sindbæk til Politiken.

På top 10

Den sensationelle opdagelse, som han har gjort sammen med museumsinspektør Nanna Holm fra Museum Sydøstdanmark, gik i september verden rundt og blev omtalt i nyhedsmedier i lande som Rusland, New Zealand og USA. I det amerikanske tidsskrift Archaeology er vikingeborgen kommet på top 10 over de største fund i 2014.

Læs også: Skændes om navn på nyopdaget ringborg

I stedet for at vente på dateringssvaret havde de 2 arkæologer besluttet sig for at offentliggøre den arkæologiske opdagelse af porte, palisader og voldgrave, mens udgravningen stadig var i gang.

- Vi ville ikke putte med, hvad vi havde fundet. Men samtidig var vores opdagelse så overraskende og usædvanlig, at vi ikke kunne lade være med at bevare en lille tvivl, indrømmer Nanna Holm over for Politiken.

Første gang i 60 år

Dateringsresultatet bliver fremlagt tirsdag på et internationalt seminar på Aarhus Universitet sammen med de arkæologiske resultater efter sommerens udgravning, skriver Politiken. Det er første gang i 60 år, at en ny vikingeborg er tilføjet den eksklusive liste, der tæller Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg.

Borgring regnes nu for Danmarks 3. største vikingeborg.


Nyhedsoverblik