Dagpenge koster 3F-medlemmer dyrt

Medlemmer af 3F, der ender på dagpenge, mister 11.000 kroner hver måned. Dagpengesatsen indbyder ikke til et liv i luksus, siger økonom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har store økonomiske konsekvenser at miste jobbet og ryge på dagpenge. En ny opgørelse viser, at 3F-medlemmer i gennemsnit taber 11.000 kroner om måneden, når de mister jobbet og skal leve af dagpenge i stedet. Det skriver Fagbladet 3F.

- Virkeligheden er, at der ikke er noget incitament til at være på dagpenge, siger økonom i 3F Henrik Skovsted Iversen.

108 kroner i timen

Opgørelsen af lønnen bygger på arbejdsgivernes indberetning af 160.000 3F'eres løn. Lønnen er inklusiv pension og tillæg. Og så er arbejdsmarkedsbidraget trukket fra lønnen, som ikke skal betales af dagpengene. Dagpengene svarer i 2013 til 108 kroner i timen.

- Der er så stor forskel på lønnen og dagpenge, at de vil til hver en tid altid foretrække arbejde frem for dagpenge, påpeger Henrik Skovsted Iversen.

Store konsekvenser

Jyske Bank i Aarhus møder mange kunder, der har mistet jobbet. De må kigge familiens privatøkonomi efter for at tilpasse sig til den ny hverdag på dagpenge.

- For alle, der mister deres arbejde, har det konsekvenser for privatforbruget. Det rammer den daglige økonomi i forskellig grad, alt efter hvor længe, de er arbejdsløse, og hvor dyrt, de har sat sig, fortæller Annie Lorentzen, der er bankens afdelingsdirektør.

Det er almindeligt, at arbejdsløse er nødt til at sælge bilen, droppe at rejse på ferie og skære i de faste udgifter som fitness og kabel-tv.

- Nogle er også nødt til at finde et billigere sted at bo. I yderste konsekvens må de sælge huset, siger Annie Lorentzen til Fagbladet 3F.


Nyhedsoverblik