Cyklister: Sæt kameraer på lastbiler

Cyklistforbundet vil have lov om kamera på lastbiler for at forhindre højresvingsulykker. Vognmænd er lydhøre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvert år mister danske cyklister livet i mødet med en højresvingende lastbil, og derfor vil Cyklistforbundet nu tage endnu et skridt i kampen mod de tragiske ulykker.

Forbundet vil have vedtaget en lov, som påbyder, at lastbiler får monteret et kamera på højre side af førerhuset, som skal filme ned i den blinde vinkel, hvor en cyklist kan være skjult.

- I første omgang vil det være noget, man kunne gøre i Danmark på samme måde, som man gjorde i 2005, hvor man fik et særligt cyklistspejl på lastbiler.

- Men vi vil også arbejde for det i EU-regi gennem det europæiske cyklistforbund, siger kommunikationschef Frits Bredal til Ritzau.

Tanken er, at kameraet kan sende billeder fra den blinde vinkel til en skærm i førerhuset, hvor chaufføren kan holde øje med cyklister inden et højresving.

Højresvingsulykker har haft stigende fokus herhjemme, og efter en række tiltag er antallet af ulykker faldet fra 38 i 2005 til 16 sidste år.

Tre af disse havde dødelig udgang, og en optælling foretaget af Ritzau viser, at et tilsvarende antal cyklister er dræbt i højresvingsulykker i årets første syv og en halv måned.

Cyklistforbundet har gennem længere tid plæderet for, at der skulle indføres et lovpligtet orienterende stop for lastbiler, inden de svinger til højre.

Det ønske er dog blevet afvist af lastbilvognmændene, og derfor har man nu skiftet strategi.

Hos Dansk Transport og Logistik, som organiserer 2450 danske vognmandsvirksomheder, er man da heller ikke afvisende over for det nye forslag.

- Vi synes, idéen er god, men det er kun i den spæde start på forsøgsbasis, siger chefkonsulent Frank Davidsen.

Han henviser til, at Teknologisk Institut er i færd med at udarbejde en rapport på baggrund af forsøg med kameraer på lastbiler.

DTL peger samtidig på, at aspekter som økonomi, risikoen for at snavs blokerer kameraerne og placeringen af overvågningsskærmen i førerhuset kan tale imod forslaget.

- Hvis du sidder og kigger på skærmen, så har du ikke fokus ud af vinduerne, som du bør have. Og det er ikke kun med højre side af lastbilen, at der sker ulykker, påpeger Frank Davidsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik