Civile betjente skal fange lommetyve

Sydsjællands og Lolland Falsters Politi sætter i weekenden civile betjente på gaden for at holde øje med lomme- og tricktyve.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lommetyve skal være ekstra forsigtige, hvis de er på jagt i juletravlheden. Civile betjente vil nemlig være til stede blandt de julehandlende i weekenden.

På sin Twitter-profil skriver politiet:

- Tricktyve pas på. Vi er til stede på civilt og i uniform i Vestsjællandscentret, Slagelse midtby, Korsør, Sorø og Skælskør i weekenden.

I følge politiet stiger antallet af lomme- og tricktyverier i dagene omkring jul. Derfor sætter de nu ind med civile betjente.

- Vi er ude med politifolk i centrene og på gågaderne, hvor vi er ude og prøve at se, om vi kan komme noget af det i forkøbet og kan være heldige at være præventive, siger vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig.

Senest er det blandt andet gået ud over en 82-årig pensionist fra Vig. Ifølge Nordvestnyt fik den 82-årige frarøvet sin pung med dankort af en tricktyv i torsdag formiddag. Torsdag aften fandt pensionisten ud af, at der var hævet 25.000 kroner på dankortet.

Derfor opfordrer politiet folk til at være ekstra forsigtige.

- Når folk er ude at handle steder, hvor der er rigtig mange mennesker, opfordrer vi folk til at passe på sine ting, have sin pung tæt på sig i lommen, hvor man kan mærke den og afskærme sin pinkode, når man hæver penge i automaterne, siger Søren Østervig.


Nyhedsoverblik