Chauffører holder øje med udenlandske biler

Lastbilchauffører dokumenterer masser af ulovlig kørsel i Danmark, oplyser DR Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I de seneste fire uger har sjællandske lastbilschauffører deltaget i et nyt forskningsprojekt, der sluttede i søndags, og som skulle kortlægge udenlandske lastbilers færden i Danmark.

Det oplyser DR Sjælland.

Chaufførerne har blot skulle downloade en app til deres smartphone, hvori de kunne indtaste de udenlandske nummerplader, som de mødte på deres vej rundt om i landet. Og det er blevet til mange indtastninger på blot fire uger.

Hele 38.500 gange har danske chauffører nemlig haft deres telefon fremme for at dokumentere, hvor i landet en given udenlandsk lastbil har opholdt sig.

Koster dyrt

Projektet har stor betydning for den danske transportbranche, som allerede har oplevet konsekvenserne af, at de udenlandske lastbilschauffører kører ulovligt i Danmark.

- Vi mærker konkurrencen, når Danske Fragtmænd skal ud at give tilbud hos kunderne. Her skal de i stigende grad være meget skarpe, da der også er tilbud fra mange af de andre store transportører, der bruger udenlandsk arbejdskraft. Så det er indtjeningen, der ryger for os, siger Michael Palle, der er vognmand i Næstved.

Og hos 3F nikker man genkendende til den udlægning. Her har man de seneste år oplevet en markant nedgang af danske chauffører, som i følge Lennard B. Nielsen, der er transportansvarlig hos 3F i Næstved, ene og alene skyldes illegal udenlandsk transport.

- Det direkte resultat, er der måske ingen der kender. Men mit umiddelbare bud lyder på, at 15.000 danske chauffører de seneste 10 år har mistet jobbet på landsplan på grund af de udenlandske chauffører, siger han til P4 Sjælland.

Ledet fra Sverige

Forskningsprojektet er ledet af Lund Universitet i Sverige, som via den nye app har modtaget over 172.000 indtastninger fra lastbilschauffører i hele Norden.

Projektet har nemlig ikke kun kørt i Danmark, men også i vores nabolande mod nord. Men særligt de danske bidrag har betydet meget for projektet, lyder det fra Henrik Sternberg, der er forskningschef på Lund Universitet.

- Først og fremmest er vi er rigtig glade for, at vi har haft så mange tusinder af brugere, der har været aktive i det her projekt. Danmark er dog lidt anderledes fra Norge og Sverige, da man har haft en meget heftig debat i landet, som omhandler netop dette emne, siger han og fortsætter.

- Og netop fordi denne debat har været så intens, og fordi der findes relativ lidt statistisk materiale på området, så håber vi, at vores data kan bidrage lidt mere med, hvor mange lastbiler, der egentlig kører ind og ud af Danmark, siger Henrik Sternberg til P4 Sjælland.


Nyhedsoverblik