¨

Butikker roser ny planlov for beskyttelse af bymidte

På Christiansborg har en række partier i dag indgået en aftale om en ny planlov. Den åbner blandt andet for bedre forhold for små butikker, siger Fødevaredanmark. Arkivfoto. Foto: TV ØST

Den nye planlov møder ros fra de små delikatessebutikker for at ville beskytte bymidten og dermed handlen.

Aftalepartierne bag den nye planlov fortjener ros. Det mener Fødevaredanmark, der blandt andet repræsenterer slagterbutikkerne, fiskehandlerne og ostehandlerne.

- Det er rigtig godt, at man har fået øje på, at bymidten skal beskyttes, siger administrerende direktør, Torsten Buhl.

I første omgang lød reaktionen fra Fødevaredanmark dog noget anderledes:

- Det er en ommer, skrev organisationen i en pressemeddelelse torsdag morgen, efter at aftalen var blevet præsenteret.

- Vi kan ikke konkurrere med de store varehuse, som politikerne nu har givet grønt lys til at skyde op over hele landet. Mange store supermarkeder har selvstændige delikatesseafdelinger inde i butikkerne, og det vil betyde, at de små lokale butikker må dreje nøglen om.

For stor kommunal selvbestemmelse

Men det skyldes ifølge den administrerende direktør, at pressemeddelelsen var skrevet onsdag aften - altså før Fødevaredanmark kendte den endelige aftaletekst.

- Nu hvor vi har set aftalen, er vi faktisk glade for det hensyn, den nye planlov tager, siger Torsten Buhl.

Det eneste punkt, der ifølge Fødevaredanmark giver grund til bekymring, er, at den nye lov giver for stor kommunal selvbestemmelse, mener organisationen.

- Der havde det været rart, hvis man kunne sige lidt mere håndfast fra central side, hvad man må og ikke må, siger den administrerende direktør.

Den nuværende planlov stammer fra 1992 og er udformet på basis af lovgivning fra 1970'erne.

Der har derfor længe været et ønske om at lave en ny planlov, hvor der udstikkes regler for eksempelvis butiksstørrelser, byggeri ved kysterne og almene boliger.

Det er regeringen, Dansk Folkeparti, De Konservative og Socialdemokraterne, der er blevet enige om den nye planlov.

/ritzau/

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App