Brødre anklages for grov røveri-turné

Oversavet haglgevær blev brugt til røverier på Sjælland og blev så gravet ned på fodboldbane, mener politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ni røverier mod mindre supermarkeder rundt om på Sjælland og Møn indgår i en straffesag, der er rejst mod to brødre og deres fætter.

I otte af sagerne blev de ansatte i Superbrugsen, Spar og andre butikskæder truet med et ladt oversavet jagtgevær, mener anklagemyndigheden.

I et tilfælde blev en butikschef også slået i ansigtet, fremgår det af anklageskriftet, som fredag er frigivet.

Den voldsomme turné er ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi foregået fra august til oktober sidste år.

Da sagen blev omtalt i et tv-program i oktober sidste år, reagerede den ene af brødrene ved at grave haglgeværet ned på en fodboldbane nær Haslev, hævdes det.

Hans rolle var i øvrigt at passe andre røveres mobiltelefoner, når de var ude på togt, og i øvrigt at tage sig af de kontanter, som blev fremskaffet, mener politiet.

Hans bror på 28 år anklages for at have deltaget i samtlige ni røverier, som foregik i Fakse, Karise, Ørslev, Terslev, Klippinge, Store Heddinge, Lellinge, Rønnede og Lendemarke ved Stege.

Fætteren på 22 var ifølge påstanden i anklageskriftet med i fire tilfælde.

Mændene nægter sig skyldige, og fra midten af september skal et nævningeting i Næstved vurdere, om politiets beviser er tilstrækkeligt overbevisende.

Anklagemyndigheden mener, at mændene, hvis de findes skyldige, står til fængsel i fire år eller mere.

/ritzau/


Nyhedsoverblik