Bølge af mæslinger på Sjælland

Seks personer rundt omkring på Sjælland har helt usædvanligt fået mæslinger. Sundhedsstyrelsen advarer om, at et større udbrud af mæslinger kan være under opsejling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sker efter, at seks voksne personer rundt omkring på Sjælland er blevet ramt af den ekstremt smitsomme sygdom, der kan give hjernebetændelse.

- Det er usædvanligt, at vi ser så mange enkelttilfælde. Hele sidste år så vi blot fire tilfælde, men nu har vi altså set seks tilfælde på en uge, siger overlæge Tove Rønne fra Sundhedsstyrelsen.

Det seneste tilfælde blev registreret tirsdag.

- Det er en af de mest smitsomme sygdomme, vi kender. Den smitter gennem luften, og den kan gøre det over selv store afstande, forklarer Tove Rønne.

- Vi har set udbrud af mæslinger flere steder i Europa i den senere tid, og det er jo også medvirkende til, at vi nu gør opmærksom på det og råder folk til at blive vaccineret, siger Tove Rønne.

Hun gør opmærksom på, at der gennem de seneste mange år har været et dyk i antallet af mennesker, der har ladet sig vaccinere mod mæslinger.

Sidste gang, Sundhedsstyrelsen advarede om udbrud af mæslinger i Danmark, var i 2006.

Symptomerne på mæslinger er høj feber, røde øjne og udslæt. Hvis man allerede har haft mæslinger, er man dog ikke i fare for at blive smittet igen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik