Bødskov lover ikke hjælp mod sjællandske rockerborge

Rockerborge vil formentlig vedblive med at opstå i regionen, selv om regeringen netop har fremlagt en særlig rocker- og bandepakke.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bandidosrockernes tilholdssted i en ejendom på Præstøvej i Næstved, hvor udbrydergruppen Westside Nation har sit klubhus, er blot ét eksempel på en af de mange rockerborge, der fortsætter med at dukke op rundt omkring i boligområder i Danmark. 

Alligevel er der ingen hjælp for naboerne til rockerborgene at hente i regeringens rocker- og bandepakke. Det skyldes, at den ikke indeholder nye lovgivningstiltag mod etableringen af rockerborge, da det vil kollidere med grundloven, fortæller justitsminister Morten Bødskov (S) på et pressemøde.

- Politiet er ekstremt opmærksom på aktiviteterne i og omkring de rockerborge, der ligger rundt omkring i landet. I de sidste 15 år har vi diskuteret, om vi kan gå videre, og det kan vi ikke. Vi er gået helt til grænsen af, hvad grundloven tillader i den henseende.

- Grundloven sætter her nogle grænser for, hvad vi kan gøre, og hvad vi ikke kan gøre. Virkeligheden er, at vi kan ikke gå længere, siger Bødskov.

Kan benyttes i særlige tilfælde

Den 23. oktober valgte politiet at lukke midlertidigt for al adgang til klubhuset i Næstved på grund af risikoen for angreb fra Bandidos, og det er ifølge Morten Bødskov et eksempel på, at der er mulighed for at reagere.

- Vi har en rockerlov, der virker. I sidste uge viste det sig, at den godt kan benyttes i særlige tilfælde, siger Bødskov.

Justitsministeren peger derudover på, at politiet og kommunerne skal være bedre til at samarbejde mod rockerborgene, og så vil regeringen lave en ny vejledning til landets kommuner omkring mulighederne for at gribe ind overfor rockerborgene.

- Vi vil skabe mulighed for, at kommunerne fremadrettet bliver bedre til at forhindre, at der bliver etableret en rockerborg, siger Bødskov.

Venstre er uforstående

I Venstre er man uforstående over for, at regeringen ikke mener, at det er muligt at gøre op med rockerborge i villakvartererne uden at krænke grundloven.

- Bare fordi man har foreningsfrihed, betyder det ikke, at man har lov til at udøve sin forening på en hvilken som helst adresse.

- Forsamlingsfriheden er heller ikke til hindre for, at man kan lukke en hashklub, siger Venstres Jan E. Jørgensen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik