Blomsten rejser videre i regionen

TV ØST fører fortsat Knæk-cancer-stafetten. Nu er blomsten nået til Næstved

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Måske er du stødt på den – den digitale blomst, der i søndags blev sendt afsted ud i regionen. I dag er blomsten i Næstved.

Blomsten rejser rundt i regionen som en stafet og bliver givet videre fra person til person. Hver gang blomsten skifter hænder, tager modtager og giver et billede sammen – en ’twofie’. For hvert billede, der bliver taget, donerer HTH Køkkener 15 kroner til Knæk Cancer.

Læs mere om blomstens rejse her: Blomsterstafetten fortsætter: TV ØST fører indsamlingen lige nu.

Fra Maribo til Næstved

Søndag blev stafetten sat i gang af René Holten Poulsen i Maribo. Her rejste den på må og få, før den ankom til Maribo Gymnasium og en hel masse unge mennesker med en smartphone. I går aftes gik rejsen videre til Næstved-Hallen, hvor den overnattede og stadig befinder sig.

Her kan du følge blomstens rejse rundt i regionen.

 

10 blomster rejser rundt i landet

Der er i alt sendt ti blomster afsted i landet, en fra hver af de otte TV 2–regioner, en fra ’Knæk Cancer: Hvem vil være millionær?’ og en i ’Go’ morgen Danmark’. Lige nu ligger TV ØST i spidsen af indsamlingen med 1.815 kroner.

Her kan du se alle de ’twofies’, der er blevet delt indtil videre.

Blomsten vil rejse rundt i regionen indtil lørdag d. 24. oktober, hvor alle blomster bliver samlet ind og udbyttet bliver opgjort i  ’Knæk Cancer Live’-show på TV 2.

Husk at tage godt imod blomsten, hvis du møder den på sin rejse.