Biltyvene hærger regionen

Hvis du bor bestemte steder i vores region, så bør du holde ekstra øje med din bil. Her kan du få gode råd til hvordan du sikrer din bil mod tyvene

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slagelse, Ringsted og Faxe er meget populære blandt biltyvene. Alle tre kommuner er på top10 listen over de kommuner i landet, der har flest biltyverier.

I Ringsted blev der i årets første seks måneder stjålet 75 biler.

I Faxe var tallet 81.

Og Slagelse er regionens topscorer med 181 biltyverier i årets første 6 måneder.

Dermed bliver der stjålet langt flere biler i Slagelse end i forstadskommuner som Ishøj, Rødovre og Høje-Taastrup.

 

 

Dan Cappelen har boet i Rønnede i fire år. Han har aldrig haft besøg af en tyv.

- Nej, det har jeg aldrig, siger han.

Men i sidste måned ændrede det sig. Han fik stjålet ikke bare én bil - men begge familiens to biler.

- Jeg blev lidt irriteret og chokeret, fortæller han.

Og han er langt fra alene. Der bliver stjålet så mange biler i Faxe, Ringsted og Slagelse Kommune, at de tre kommuner alle er blandt landets ti mest plagede kommuner.

- Det er ofte, at man stjæler bilen i forbindelse med et indbrud. Så kan man køre væk med tyvekosterne i bilen, siger politiinspektør Thorkild Steen Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Biltyvene ser ofte ens ud.

- Det er ofte yngre mænd, siger politiinspektøren.

Biler af en bestemt årgang er meget populære blandt indbrudstyve. Biler, som er fra 1994-1996, er nemme at stjæle, fordi de kan kortsluttes.

Oplevelsen har fået Dan Cappelen til at sætte endnu mere sikkerhed omkring hjemmet og værkstedet.

Politiet fandt Dan Cappelens biler to uger efter tyveriet. Brændt af i Næstved.

 

 

Sådan sikrer du din bil

 

Der er mange ting, som du selv kan gøre ganske gratis for at forebygge, at din bil bliver stjålet.

Når du parkerer bilen, så er det vigtigt at vælge det helt rigtige sted.

- Den skal parkeres tæt ved en stor vej, hvor der er belysning og mennesker, som går forbi, så bliver det svært for tyvene at smadre en rude uden at blive opdaget, siger Thomas Andersen, der er produktudvikler hos Topdanmark.

Inden man stiger ud ad bilen, så er det især vigtigt at huske bilnøglen.

- Det gør det lidt for nemt for tyvene, hvis den sidder i bilen. Jeg har set eksempler på nogle, som har været på tankstationen for at betale, og så var bilen væk, da de kom tilbage, siger Thomas Andersen.

Det er også god idé at rulle vinduet op, huske GPS, mobil og solbriller.

- Tyven er ikke bange for at knuse en rude, og handskerummet er det første sted de leder. Det er derfor en god idé at tage alle værdigenstande med sig, siger Thomas Andersen.

Og husk det er ikke nok at låse bilen.

- Det er ekstremt vigtigt at låse bilen og så mærke efter en gang i døren, så har man i hvert fald gjort det lidt sværere for tyvene.

Og vil man gøre det ekstra svært for tyvene, så skal bilnøglen gemmes langt væk.

- Man skal lade være med at have den liggende fremme på køkkenbordet. Den skal gemmes væk, og er man ude i byen eller i supermarkedet, så skal nøglen placeres i en lomme med lynlås eller tæt på kroppen, siger Thomas Andersen.

 

Vil man gøre sig forhåbninger om at se sin bil igen efter et tyveri, så kan man investere i en satellitsikring.

 

- En satellitsikring gør ikke, at bilen ikke bliver stjålet, men den gør til gengæld, at den bliver fundet igen. Vores erfaring er, at stort set alle biler med satellitsikring bliver fundet igen, siger Topdanmarks produktudvikler Thomas Andersen.

 

 

 


Nyhedsoverblik