Bidske politikere vil forbyde muskelhunde

Efter at justitsministerens særlige hundeudvalg har luftet muligheden for at forbyde muskelhunde, tegner der sig et flertal for forbuddet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter endnu en række angreb fra de såkaldte muskelhunde på sagesløse mennesker og andre hunde tyder meget nu på, at Folketinget endelig forbyder de farlige racer.

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har ellers hidtil afventet anbefalingerne fra ministeriets særlige Hundeudvalg. Men efter at udvalgets formand har luftet muligheden for et totalforbud, erklærer de Konservatives retspolitiske ordfører, Tom Behnke, sig enig i det forslag.

- Vi har hele tiden ment, at der er behov for at stramme op på dette område. Vi kan ikke leve med et samfund, hvor folk risikerer at blive overfaldet og skambidt af aggressive hunde, sådan som det er sket alt for mange gange på det seneste. Og vi er bestemt parate til at kigge positivt på mulighederne for at forbyde særligt farlige hunderacer herhjemme, siger Tom Behnke.

Et flertal uden om regeringen - bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og SF - blev allerede før Folketingets sommerferie enige om en række konkrete forslag til stramninger af loven. Og de mange overfald fik i weekenden Venstres retsordfører, Kim Andersen, til ligeledes at kræve et totalt forbud mod kamphunde, ligesom han opfordrede til at sætte farten op i hundeudvalget. Det er i øjeblikket ved at granske behovet for en lovændring.

Kommandoen er blevet hørt af formanden, landsdommer Jens Kruse Mikkelsen.

- Vi er ikke specifikt blevet bedt om at overveje et forbud mod bestemte hunderacer, men efter at have lyttet til den offentlige debat så er det noget, vi nu har taget op, siger formanden for Hundeudvalget.

Det skønnes, at der i dag er cirka 20.000 muskelhunde i Danmark. Det er kun få år siden, at tallet var nogle få tusinde.

Herunder kan du se en samling af den seneste tids artikler om hunde-angreb. Tryk på linket og læs historierne:


Nyhedsoverblik