Autoreddere får fingeren af bilister

Autoreddere oplever truende tilråb og hasaderet kørsel, når bilister skal passere et trafikuheld.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når nødstedte bilister skal have hjælp, er Dansk Autohjælp ofte nødt til at afspærre noget af området eller placere redningskøretøjet, så det forstyrrer den øvrige trafik. Det får nogle bilister til at se rødt, skriver SOS Dansk Autohjælp i en pressemeddelse.

- Selv ved små uheld eller vejforbedringer møder vi folk, der ikke respekterer afspærringerne. De truer os, giver os fingeren, holdet hornet i bund, og nogen træder endda ud af biler og spørger, hvad i alverden vi bilder os ind, siger Henrik Ahlstrøm Olsen, der er stationsleder hos SOS Dansk Autohjælp i Køge.

Han har sågar oplevet, at en af hans reddere blev påkørt under arbejdet på motorvejen, hvor en bilist enten overså eller ignorerede politiets og autohjælpens afspærring.

Nysgerrige ved ulykker

En anden udfordring for autohjælpen er nysgerrige bilister, som kan være skyld i følgeulykker.

- Det er meget farligt, når folk har travlt med at kigge eller endda filme et uheld, mens de kører bil. Det fører let til påkørsler bagfra, og så er der en ny ulykke, siger Henrik Ahlstrøm Olsen.

Ifølge stationslederen er der to råd, der går igen, når man skal passere et uheld eller et vejarbejde: Følg anvisningerne og hold hovedet koldt.

- Først og fremmest skal man respektere afspærringerne og opføre sig ordentligt. Bilisterne skal køre roligt forbi uden at stoppe helt op for at kigge. Ellers bliver man let centrum for et nyt uheld, siger Henrik Ahlstrøm Olsen.


Nyhedsoverblik